Anmeldelser · Europæiske perler

Edward St Aubyn: En smule håb

Roman med velvalgt titel

Dette er den tredje roman i serien om Patrick Melrose, og selvom de alle tre har været velskrevne, så er dette så absolut min favorit. Årsagen røbes allerede i titlen, for i Glem det og især i Dårligt nyt blev den evindelige sarkasme og sortsyn efterhånden irriterende. Her er den britiske overklasse lige så forfærdelig som altid, men der er trods alt nogle sprækker i mørket og nogle personer, som det er værd at identificere sig med og engagere sig i.

Edward St Aubyn: Patrick Melrose romanerne bind I - forside

Omdrejningspunktet er en stor fødselsdagsfest i starten af 1990’erne. Sonny fylder rundt, og det skal markeres efter alle kunstens regler. Hans kone Bridget, der i Glem det var en kvinde på jagt efter en mand med penge, prøver desperat at bevare ligevægten, mens hun navigerer mellem lavt selvværd, en mand, der muligvis har en affære, og en datter, som hun nærmest aldrig ser. Festens æresgæst er prinsesse Margret, dronningens lillesøster, og derfor er alle sejl sat til.

Gæsterne præsenteres i en række korte kapitler og afsnit. Det afslører en verden af rænkespil og bagtalelse, hvor nogle prøver at møve sig ind til en fest, som de ikke er inviteret til, mens andre prøver at sno sig uden om, fordi de dybest set ikke gider. Alle er de først og fremmest optaget af sig selv og af det evige sociale spil om status i en bekendtskabskreds, hvor alle er så rige, at ingen behøver at arbejde. Her er sladder en vigtig valuta, og hvis man kan bore kniven ind hos en fjende eller – endnu bedre – en ven, så gør man det.

Patrick Melrose og hans ven Johnny Hall skal også med til festen. Der er gået en årrække siden Patrick var i New York for at hente sin afdøde fars aske, og i mellemtiden er han holdt op med at tage stoffer. Det er Johnny også, men de to venner har vidt forskellige strategier. Johnny deltager i møder hos Anonyme Narkomaner, og selvom han har svært ved at tage deres ideologi alvorligt, er det med til at holde ham clean. Patrick svælger i narkonostalgi, og selvom han har lagt stofferne bag sig, har han endnu ikke fundet noget at leve for.

Festen bliver en katastrofe for Sonny og Bridgets ægteskab, for en af de gamle gubber, der får et hjerteanfald og bliver kørt bort i ambulance, og ikke mindst for den franske ambassadør d’Alantour, der spilder sovs på prinsessens kjole og derefter sendes ud i en stribe ydmygende forsøg på at gøre skaden god igen. Prinsesse Margret fremstilles som en smålig og ondskabsfuld kvinde, og det er underholdende at se, hvordan den magtfulde elite pludselig er dem, der må krybe forfjamsket for den statusmæssige overlegenhed.

Mere interessant er Patricks forsøg på endelig at komme overens med sin far og den mishandling han har været udsat for. Patrick kan ikke få sig selv til at tilgive ham, men han er på den anden side også træt af at vie al sin energi til at hade ham, nu hvor han er død og der alligevel ikke kan rettes op på uretten. Han mødes med Johnny til en privat middag før festen, og han er fast besluttet på endelig at fortælle om de seksuelle overgreb, som han aldrig har røbet for nogen, end ikke for sin psykiater. Måske vil det hjælpe endelig at fortælle sandheden, hvis han altså i sidste ende kan få sig selv til det…

Jeg var som sagt ret glad for En smule håb. St Aubyns satiriske bid er så knusende som nogensinde, og kritikken står stærkere, netop fordi der også er menneskelighed og en lille smule håb på spil. Johnny Hall er måske den første person i serien, som jeg kan lide, for han prøver rent faktisk at være der for Patrick. Og Patrick selv bliver mere interessant, når han prøver at tackle sine dæmoner.

Advertisement

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s