Anmeldelser · Europæiske perler

Edward St Aubyn: Glem det

Råddenskab i den engelske overklasse

St Aubyns første roman om Patrick Melrose er heldigvis velskreven og skarp i sin personskildring, for ellers ville den være nem at afskrive som et nærmest karikeret portræt af en engelsk overklasse, hvor mængden af nedarvet arrogance og selvtilfredshed kun overgås af en gennemført selvoptagethed og fornøjelsessyge.

Edward St Aubyn: Patrick Melrose romanerne I - forside

Patrick Melroses liv udfoldes i fem romaner, men han er på mange måder en biperson i den første. Han er kun seks år gammel, men er allerede godt på vej til at få spoleret sit liv. Hans far opdrager ham med ligegyldighed og fysisk afstraffelse, og David Melrose er så meget sadist, at han i hvert fald én gang også misbruger ham seksuelt. Patrick er en bange og ensom dreng, der vokser op uden kærlighed og varme.

Det skyldes først og fremmest hans far, der er overbevist som sin og sin klasses eviggyldige ret til at opføre sig som det passer ham. Han har kun giftet sig med Eleanor, fordi hun har arvet en formue fra sin amerikanske familie, og allerede da de spiser middag sammen første gang, ydmyger han hende og tvinger hende til underkastelse. Hun er så forbløffet og så betaget af hans arrogante selvbevidsthed, at hun går med til det. Nu, mange år senere, klarer hun sig kun gennem dagen på en dosis af nervemedicin og alkohol.

Familien er flyttet til Sydfrankrig, hvor de modtager besøg fra ligesindede, selvom David foretrækker gæster, der står lidt lavere i status, så han kan være det beundrede midtpunkt. Der er f.eks. den jødiske professor Viktor, der lige siden han var et yndet mobbeoffer på Eton desperat har prøvet at blive accepteret blandt de rige og mægtige. Der er også den noget yngre Nicholas, der selv er rig og en naturlig del af overklassen, men som har set op til David som et beundret forbillede som levemand og skiderik siden han var ung. De eneste nogenlunde fornuftige mennesker er tjenestefolkene og mændenes kærester, der endnu ikke er blevet suget helt ind i spindet af løgne, bagtalelser og ydmygelser. Viktors kæreste Anne, en amerikansk journalist, ser det tydeligst, men hun er alligevel fascineret nok til at deltage i spillet.

Romanen er ganske kort – kun 140 sider – og handlingen er koncentreret om en enkelt dag, hvor Anne og Eleanor henter Nicholas og hans trofækæreste i lufthavnen, hvorefter de alle mødes til middag hos David. St Aubyn er tydeligvis mest optaget af personerne, der skildres med indædt vrede. Som sagt kunne man være fristet til at tro, at det hele måtte være udtryk for manisk had til den britiske overklasse, hvis man ikke konstant læste om præcis den samme arrogance blandt Boris Johnson og hans kumpaner.

2 kommentarer til “Edward St Aubyn: Glem det

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s