Farvel til Melrose-familien
Så nåede jeg til den femte og sidste af romanerne om Patrick Melrose og hans mildt sagt udfordrede familie. I slutningen af Moders mælk var Patrick i fuld gang med at ødelægge sit ægteskab med Mary og indlede en fuldtidskarriere som alkoholiker.
Nu er vi to år senere, og omdrejningspunktet er moderens begravelse. Skilsmissen er gået igennem, men Mary er stadig Patricks praktiske holdepunkt, og det er hende, der har stået for det praktiske omkring bisættelsen. Patrick er tørlagt og tilbage som sit vanlige, sarkastiske og ulykkelige jeg. Bisættelsen er selvsagt en chance for at reflektere over livet med moderen og også forholdet til den sadistiske fader David Melrose, som han ellers troede, at han var kommet over.
Den første halvdel af bogen adskiller sig fra resten af serien rent stilistisk. Normalt lader St Aubyn personerne afsløre sig selv gennem deres handlinger og replikker, men her er fremstillingen mere fortællende og refererende. Der skiftes også mellem forskellige personers fortælleperspektiv – alle endnu-ikke døde personer fra de tidligere bøger er kommet – og som læser har man egentlig ikke behov for at få gennemgået hver eneste minut af ceremonien.
Heldigvis åbner romanen sig lidt til sidst. Patrick finder en eller anden form for fred med sine forældres generation, og vigtigst af alt efterlades læseren i sidste ende med en smule håb, for nu at citere titlen på den tredje roman. Det ER faktisk muligt at bryde den sociale arv, den nye generation er IKKE tvunget til at begå de samme fejltagelser.
Til sidst er en af de svageste romaner i serien, og særligt i første del føltes det som om den mere var skrevet ud fra en forpligtelse til at runde det hele af end ud fra en egentlig inspiration til at fortælle mere om familien. Måske var det også derfor at skildringen af den selvoptagede britiske overklasse føles mere karikeret end rammende.
Gennem året har jeg læst alle fem Patrick Melrose-romaner, og samlet set har det været lidt af en skuffelse. Bøgerne er velskrevne, men de evindelige beskrivelser af misbrug og niveauet af håbløshed bliver simpelthen for meget. Det var nok også derfor, at jeg bedste kunne lide En smule håb.
Mest om bøger 