Muntre digte om Orienten Der er noget enkelt og lidt naivt over Goethes digtsamling fra 1819. Han behandler den arabiske kultur og islam på en ligefrem og ligeværdig måde, som er svær at forestille sig på mange andre tidspunkter i historien. Der er ingen religiøs fordømmelse som i Dantes Guddommelige Komedie eller frygt for tyrkisk… Læs mere Johan Wolfgang Goethe: West-östlicher Divan
Skyttegravene set hjemmefra Første verdenskrig bød på mange videnskabelige gennembrud, og selvom de fleste tog sigte på at slå modstanderen ihjel, så kom der også et øget fokus på at hjælpe de sårede tilbage til en normal tilværelse. Marie Curie kørte rundt bag fronten med et hjemmelavet røntgenapparat, plastikkirurgien tog flere tigerspring frem, og psykoanalysen… Læs mere Rebecca West: Soldatens hjemkomst
Uskyldens umulighed Dostojevskijs romaner cirkler om tilværelsens store spørgsmål, mens hans hovedpersoner vakler på grænsen mellem vanvid og selviscenesættelse. Det er fascinerende studier i det at være menneske. Sådan er det også med Idioten. Mens Forbrydelse og straf undersøger et menneske, der bevidst overskrider samfundets grundlæggende normer, så udforsker Idioten om et menneske kan leve… Læs mere Fjodor Dostojevskij: Idioten
Ujævn kærlighedshistorie fra krigens tid Vi er i de sidste måneder af anden verdenskrig. De allierede har langsomt ædt sig op gennem Italien, og da hæren rykker videre bliver sygeplejersken Hana og en forbrændt patient i en gammel villa nord for Firenze. Snart dukker hendes fars gamle ven David Caravaggio op og lidt senere flytter… Læs mere Michael Ondaatje: Den engelske patient
Den magiske realismes grundværk lever ikke op til forventningerne Få bøger kan siges at have grundlagt en litterær bevægelse eller en særlig genre, men 100 års ensomhed er en af dem. Elementerne var muligvis kendte i forvejen, men blandingen og gennemslagskraften var ikke set før. 100 års ensomhed blev en international bestseller, åbnede dørene for… Læs mere Gabriel García Márquez: 100 års ensomhed
Kammerspil med fortidsforviklinger Der er noget velkendt over Márais roman fra 1942. Den mindede mig lidt om Stefan Zweigs erindringsværk Verden af i går, og det er måske heller ikke så sært, at der er den samme fornemmelse af en verden, der er gået tabt. Begge forfattere var vokset op i det habsburgske rige, og… Læs mere Sándor Márai: Lysene brænder ned
Bonden som samfundets fundament Det er forunderligt, at det er den samme forfatter, der har skrevet Sult og Markens Grøde. Sult er en modernistisk klassiker, der tager livtag med eksistentiel ensomhed og kunstnerisk stræben i en anonym storby, mens Markens Grøde er … noget andet. Der er noget næsten mytologisk over romanens åbning: ”Den lange,… Læs mere Knut Hamsun: Markens Grøde
