Anmeldelser · Billeder med ord - ord med billeder

Pierre Christin og Annie Goetzinger: Den hvide sultaninde

Lidt flad historie fra det britiske imperiums sidste dage

Christin er mest kendt for Linda og Valentin, men ved siden af det mesterværk har han skrevet en lang række andre historier sammen med forskellige tegnere. Jeg kendte ikke noget til dette album, før jeg stødte ind i det på Copenhagen Comics.

Pierre Christin og Annie Goetzinger: Den hvide sultaninde - forside

Albummet fortæller en dobbelt historie. Størsteparten er i farver, og her interviewes den aldrende lady Sheringham om hendes begivenhedsrige liv. Hun rejste til Kina som guvernante lige før den kommunistiske magtovertagelse og blev snart forelsket i børnenes far Ashley Culmington, og eftersom moderen var død nogle år tidligere, kom forbindelsen ikke nogen på tværs. Culmington er en rig forretningsmand, der færdes hjemmevant i det smuldrende britiske imperiums øverste elite, og selvom Emma blev født i et fattigt kvarter i London, folder verden sig ud for hende.

Den anden historie er tegnet i grå-hvide nuancer, som om den ses gennem en tåge eller er en del af en drømmesekvens. En læge og en ambulanceredder rydder op i en lejlighed i London, hvor en gammel kvinde er død. De læser hendes papirer igennem, og de finder bl.a. et uafsendt brev med en ansøgning om at blive guvernante hos en rigmand i Asien… I stedet blev hun en succesfuld lærer og skoleinspektør på den lokale skole.

Der anes en forbindelse mellem de to skæbner, som I Sliding Doors, hvor hovedpersonen både opdager og ikke opdager sin mands utroskab. Pointen om tilfældets og det afgørende livsvalgs betydning træder på sin vis tydeligt frem her, men det alternative liv foldes ikke så meget ud, at det bliver en fuldgyldig mulighed.

Hovedvægten lægges på lady Sheringhams liv. Efter Hong Kong går turen til Malaysia, hvor hun møder den livfulde Fanny, der arbejder for den britiske efterretningstjeneste, når hun ikke har travlt med at ride og gå til fester, og da Emma møder flere af de lokale sultaner, bliver hun også et middel til at afprøve og fastholde deres loyalitet. Det ændrer ikke på, at selvstændighedsbevægelsen er på vej frem, og at det snart bliver farligt at rejse gennem junglen. Hvordan historien ender, skal ikke afsløres her.

Goetzingers tegninger er bløde og realistiske, og det understøttes af en diskret farvelægning. Det giver et indtryk af klart solskin på billedsiden, en verden hvor alt er lidt pastelfarvet, og hvor der er god grund til, at englænderne går i svalende hvidt tøj. Det fungerer udmærket, men persontegningen er lidt for stiv til min smag. Der er meget lidt bevægelse i billederne, og personerne har mere eller mindre det samme ansigtsudtryk hele tiden.

Den hvide sultaninde var sådan set en ok læseoplevelse, men selvom Emma oplever utrolig meget, så mangler historien spræl. Begivenhederne flyder lidt sammen, og i længden bliver man lidt uengageret, fordi Emma næsten ingen agens har – hun følger bare med. Og havde man taget de anti-kolonialistiske briller på, ville historien fremstå meget orientalistisk og eurocentrisk.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s