Stine Pilgaard: Meter i sekundet

Det er sjovt fordi det er alvorligt

Jeg har nydt Stine Pilgaards to første romaner (Min mor siger om en datters komplicerede forhold til sin mor og Lejlighedssange om et ungt pars udfordringer i en andelsforening) og selvom jeg var ret begejstret for dem begge to, så er kvaliteten alligevel steget betragteligt i hendes nye bog. Pilgaard blander stadig genrer og fortælleformer, men det er bedre doseret i Meter i sekundet, og når hun stadig skriver de sjoveste og skarpeste dialoger, så er det svært at finde noget at kritisere. Dette er uden tvivl den sjoveste bog, jeg har læst i år. Det er også en af de bedste.

Fortælleren er ung, kvinde og forfatter, og så er hun lige flyttet til Velling i Vestjylland med sin kæreste. Han har fået arbejde på den lokale højskole, hvor han skal undervise håbefulde unge i litteratur og skriveteknik, og hvor det er helt forventeligt, at kvindelige studerende vil falde for ham. Det sker da også med Emma, men det er nu ikke dét, der bekymrer fortælleren mest. Det er sværere at være påhæng, for selvom forstanderinden er helt bevidst om, at det er vigtigt at integrere ægtefællerne for at holde på lærerne, så er det svært ikke at have sin egen rolle.

Faktisk får hun ret hurtigt en slags arbejde, nemlig som brevkasseredaktør på den lokale avis. En god del af romanen består af brevkassespørgsmål og svar, der ofte indledes med, at ”nu skal det jo ikke handle om mig.” Det gør tit alligevel, men det er også altid en overraskende og som regel livsklog refleksion, der giver spørgeren og de andre læsere noget at arbejde videre med.

Alligevel er det svært at blive en del af lokalsamfundet. Fortælleren lider af ”samtalesorg”, dvs. hun har svært ved at føre en dialog med naboer og bekendte. Det er som om, tempoet er for langsomt, så hun hele tiden kommer til at sige alt for personlige ting bare for at bryde tavsheden. Hun ved godt, at den er gal – også selvom dagplejeren bare kigger undrende på hende – og hun beundrer Anders Agger for hans evne til at tale med alle mennesker. Da hun opdager, at han bor i området begynder hun at stalke ham, men det bliver aldrig ubehageligt, bare mærkeligt. Han indvilliger i at give hende gode råd, og de laver også praktiske øvelser som f.eks. evnen til at sidde ved siden af hinanden og tie stille.

Sådan er det: Der er en alvorlig bund i historien, men den er som sagt også sjov, og det morsomme skal i høj grad findes i sproget, i de præcise sætninger med de overraskende sammenstillinger og billedsprog. Det gælder også til køretimerne, for fortælleren har selvfølgelig ikke det kørekort, der er en nødvendighed ude på landet. Ganske som i Spejl, Skulder, Blink af Dorte Nors er hun ved at drive sine kørelærere til vanvid. Det kan godt være, at repetitionstimerne er en sikker indtægt, men når det bliver for meget sender de hende videre til den næste. (Noget de gør helt åbent. Det er nedværdigende, men det er også omsorgsfuldt, for kørelærerkollektivet overvejer aldrig at opgive hende helt, og den underspillede kritik gør, at det aldrig bliver ubærligt.)

”Lektionen er slut, og der er pinlig tavshed i bilen. Siden jeg bestod teoriprøven, har jeg taget såkaldte repetitionstimer. Jeg går til kørekort, som andre går til golf. Min bank ringede og kommenterede overførslerne i sidste uge og kaldte dem mistænkelige. Otteoghalvtreds udbetalinger, sagde min bankrådgiver, og jeg havde en klar fornemmelse af, at hun overvejede, om jeg kunne være offer for pengeafpresning.” (s. 42)

Jeg sad og klukkede for mig selv i sofaen, da jeg læste Meter i sekundet. Den er som sagt meget morsom, men den er også meget alvorlig. Det er ikke nemt at være ung voksen, tage ansvar for sit barn og finde en plads et fremmed sted. Der er angst og fortvivlelse, og hos mange andre forfattere ville tematikken have fået en langt mere tragisk behandling. Nogle ville sige mere alvorlig eller mere realistisk, men det ville være en fejl. Fra tid til anden er livet er frygteligt alvorligt, men kigger man nærmere efter, er hverdagen også forunderligt vanvittig. Det skildrer Stine Pilgaard så man ler med hendes personer og mærker deres smerte.