Eva og John Gulløv: Opvækst i provinsen. Om dem, der bliver, og dem, der rejser

Undersøgelse af mobilitetsimperativet i den danske provins

Mange yderkommuner befinder sig i et ”damned if you, damned if you don’t” dilemma i forhold til uddannelse. Hvis børn og unge ikke klarer sig godt i skolesystemet og får en kompetencegivende uddannelse, er der stor risiko for, at de ikke får fodfæste på arbejdsmarkedet og bliver en belastning for kommunekassen. Men det omvendte gælder også: Hvis det for alvor lykkes at få børn og unge til at tage en uddannelse, vil mange af dem rejse fra kommunen, fordi særligt de videregående uddannelser er stærkt centraliseret.

Det er den mekanisme antropologerne Eva og John Gulløv har sat sig for at undersøge. De har valgt Tønder som undersøgelsesfelt, og det er et godt valg. Selvom Tønder har Tyskland lige om hjørnet og sådan set kan argumentere for, at kommunen er tættere på en rigtig storby (Hamborg) end resten af Danmark, så er det uundgåeligt udkant i en dansk kontekst. Det handler ikke bare om ændringer på det private arbejdsmarked (fra landbrug, til industri, til service) men i høj grad også om reformer og fusioner i den offentlige sektor, der systematisk har samlet domstole, politistationer, sygehuse og mange andre funktioner på færre adresser – og de adresser ligger sjældent i Tønder.

Samtidig har Tønder Kommune et stort fokus på at sikre børn og unge en god fremtid, og den store vægt der er på uddannelse understøttes af nationale målsætninger, benchmarking-undersøgelser og kommuneaftaler.
Forfatterne har som udgangspunkt, at det ikke kun handler om en rationalitet, når unge beslutter at rejse væk for at få en uddannelse. Det handler om, at der knytter sig stærke værdier og en særlig social værdighed til at være mobil. Disse værdier opbygges gennem opvæksten, så det for en stor gruppe bliver forbundet med nederlag, hvis de alligevel skulle beslutte sig for at blive i lokalmiljøet.

Undersøgelsen starter med en undersøgelse af småbørnsforældre i Tønder og i landsbyerne omkring byen. Forældrene er en meget sammensat gruppe, men de har det til fælles, at de er solidt etableret i lokalområdet. De har gode jobs, og det stiller hyppigt op, når foreningslivet skal holdes i gang eller der er behov for frivillig arbejdskraft i skolen. Nogle har formel uddannelse, men andre har sikret sig en god position gennem hårdt arbejde og det netværk, de har bygget op ved at engagere sig i lokalsamfundet.

Alligevel er der malurt i bægeret: ”Forældrene søger at styrke og bevare det lokale steds muligheder og fællesskaber, men tvivler samtidig på, at de kan bære også for næste generation. De fokuserer derfor både lokalt og på uddannelsesmuligheder andre steder og må leve med det paradoks, at netop denne dobbeltstrategi de facto er med til at underminere det sted, de så aktivt er engageret i at bevare.” (s. 55)

Kommunens dilemma genfindes i den enkelte familie.

Næste kapitel fokuserer på børnene i daginstitutionerne. Børnene leger på kryds og tværs, hvilket er i overensstemmelse med forældrenes ønske om, at de skal kunne begå sig sammen med forskellige mennesker. Legene er forskellige og sammensatte, men de trækker i høj grad på den lokale erfaring. Det gælder i forhold til de steder, børnene kender og opsøger på ture, men det gælder også i de konkrete lege. Nogle er meget optaget af at bygge med klodser og lege med bogstaver, men der er også en gruppe drenge, der ”arbejder” og rutinemæssigt bruger ord som ”nivellere” og ”betonlak” i deres lege. De trækker på erhvervserfaringer med deres fædre, og i deres lille gruppe er der utvivlsomt høj status i at kunne bruge begreberne og vide, hvad de betyder. Problemet er, at de forskellige typer viden og erfaring ikke værdisættes ens. Så snart børnene bliver store og kommer i skolegruppe, er det tydeligt, at lego-byggernes evne til at side stille er mere værd, end arbejdsdrengenes erfaringer.

Næste undersøgelsesrunde fokuserer på de store folkeskolebørn. Her er det åbenlyst, at de boglige kompetencer giver status, men det er også en periode, hvor de unge begynder at overveje deres fremtid. Igen kan der spores forskellige grupper. En gruppe drenge drømmer om at komme til at arbejde i landbruget eller med andre lokale erhverv, og for dem er skolen mest af alt noget, der skal overstås. De formelle kompetencer er ikke så vigtige – det handler mest om at få tilladelse til at gøre det, de gør i forvejen – og de er allerede ved at etablere sig i lokalsamfundet, som nogle, der kan give og modtage tjenester, indgå i arbejdsopgaver og have en selvstændig værdi. En anden gruppe er derimod overbevist om, at de skal væk. De ser steder organiseret i et hierarki, hvor der er status ved at rykke til København eller i hvert fald til en større by end Tønder. Det er forbundet med status, selvom de ikke har noget klart billede af, hvad de skal lave der.

Andre forskere har afdækket eksistensen af et ”mobilitets-imperativ”, hvor unge i landområderne ikke bare kan rejse. De skal rejse, og hvis de bliver indebærer det et tab af værdighed. Det afgørende er ikke, om de kan klare sig i lokalsamfundet. Det afgørende er, at det lokale aldrig kan være et ægte tilvalg, men uundgåeligt bærer et nederlagsstempel med sig. Den type dilemmaer står unge i storbyerne ikke i. De behøver ikke at flytte, men kan vælge det lokale og uddannelsen til på samme tid.

Mobilitetsfokus bliver naturligvis endnu tydeligere i det sidste kapitel, der analyserer unge på det almene gymnasium. Gymnasiet er ikke en kompetencegivende men en studieforberedende uddannelse. Fokus er på abstrakt og universel viden, der kan bruges over alt. Mange er stadig tæt knyttet til lokalområdet, men der er uden tvivl mere værdighed knyttet til at rejse for at studere. Lærere og studievejledere værdisætter mobiliteten højere – måske fordi de sikkert selv har boet og læst et andet sted – og der knytter sig mindre positive ord som ”tryghedssøgende” til dem, der ikke ønsker at rejse. Og når halvdelen af klassen (og dermed vennerne) allerede har sagt, at de vil flytte, kræver det meget at insistere på værdien af lokal tilknytning.

Forfatterne har ikke noget klart bud på, hvordan problematikken skal håndteres. Så længe uddannelsessystemet er så centraliseret, så er det uundgåeligt, at mange unge i provinsen må rejse. På den anden side er der noget at arbejde med. For det første bør der være en større anerkendelse af de forskellige værdisystemer, og der bør være en opmærksomhed på ikke at underkende lokal tilknytning. Det er jo paradoksalt, at kommunen og forældrene på den ene side er dybt engageret i at skabe lokalt sammenhold og på den anden side signalerer, at lokale værdier er mindre værdige end de muligheder, der findes andre steder. Det er selvfølgelig en balancegang, for mange uddannelsesveje er jo kun tilgængelige andre steder, men det bør være som et positivt tilvalg, der ikke indebærer stigmatisering af dem, der vælger anderledes. De peger også på, at uddannelsessystemet i højere grad kan inddrage lokale erfaringer, arbejde tættere sammen med det lokale erhvervsliv og tydeligere pege unge i retning af mulighederne på stedet. Det gælder også i gymnasiet, som selvfølgelig skal undervise i universel viden, men hvor der findes masser af lokale eksempler at trække på.

Opvækst i provinsen er en fascinerende bog om et lokalsamfund, dets mennesker og de dilemmaer, der skal håndteres i den enkelte familie og den enkelte landsby. Det vises, hvordan kravet om mobilitet skridt for skridt arbejdes ind i de unge, og hvordan der langsomt bygges en kløft mellem de forskellige værdigheds- og statussystemer. Der er næppe tvivl om, at uddannelsessystemet fortsat vil føre unge fra provinsen til de store byer og videre ud i et globalt netværk, men hvis der med bogen kan komme større fokus på, at der er mange veje til et godt liv, og at flytning til kollegieværelse og videregående uddannelse ikke nødvendigvis er det rigtige skridt for alle gymnasieelever, så er meget nået.