Anmeldelser · Politik og samfund

Sverri Hammer og James Høpner: Meningsskabelse, organisering og ledelse

Glimrende introduktion til de skiftende betydningers mester

Som teoretiker fylder Karl Weick stadigt mere på lederuddannelser og i organisationstænkning, men i modsætning til f.eks. Erving Goffmanns Hverdaglivets rollespil er hans tekster svære at gå til. Weick arbejder med organisering og meningsskabelse som uendelige processer, og sådan behandler han også sine egne ideer. Entydige definitioner er sjældne, nye læsninger er almindelige. Derfor er det også meget velkomment, at der findes en grundig og let læselig introduktion til Weick på dansk.

Sverri Hammer og James Høpner: Meningsskabelse, organisering og ledelse - forside

Bogens første del handler om organisering, som var det første tema Weick brød igennem med. Det er ikke nogen tilfældighed, at der tales om organisering fremfor organisation, for Weick gør op med den traditionelle organisationstænkning, der betragter organisationer som faste strukturer, med klart opdelte afdelinger og en opbygning, der troværdigt kan aflæses i organisationsdiagrammer. I stedet peger Weick på, at organisationer hele tiden er i forandring og snarere må forstås som løst koblede systemer. Relationer opbygges på kryds og tværs i organisationen, nogle gange formaliseres de i taskforces, andre gange er det korte fællesskaber om løsning af konkrete opgaver. Det er relationer, der ikke kan aflæses på organisationsdiagrammet, men som er helt afgørende for at organisationen kan løse sine opgaver. For at forstå, hvad der sker, må man bytte de statiske navneord ud med dynamiske udsagnsord. Det centrale er ikke en organisations opbygning, men derimod hvordan den hele tiden organiseres.

Anden del handler om meningsskabelse, som vel nok er Weicks mest markante bidrag til organisationsteorien. Igen er udgangspunktet, at verden ikke er en gang givet. Forandringer finder sted hele tiden, og det er et grundvilkår, som en organisation forholder sig til. Medarbejderne prøver hele tiden at finde mening i den virkelighed, de møder. Eftersom det ikke er noget, de vælger at gøre, kan meningsskabelsen ikke udskydes, til man får bedre tid. Processen er uundgåelig.

Hvordan skabes mening så? Udgangspunktet er de ”ledetråde”, som vi alle sammen opsamler hele tiden. Det talte/skrevne ord fra ledelsen betyder selvfølgelig noget, men det gør kropssprog, fravær af opmærksomhed, symbolik, rygter og udefrakommende nyheder også. Ledetrådene kobles op på eksisterende mentale modeller, indtil det giver mening. Det siger sig selv, at det er umuligt at styre meningsskabelsen gennem så komplekse processer, så hvad skal man egentlig stille op som leder? Her har Weick nogle interessante bud.

Det handler selvfølgelig om at være bevidst om sin kommunikation og om tage sin rolle som oversætter og formidler alvorligt. Ord betyder noget, så man bør vælge dem med omhu, men man må også anerkende, at det ikke er en opgave, der kan krydses af på listen som overstået, når årets nyhedsbrev eller vejledningen er sendt af sted. Tværtimod skal lederen levere nye fortolkninger, når omgivelserne ændrer sig – og det gør de hele tiden. Men det er ikke det hele: Lederen må også ”talk the walk”, dvs. bevæge sig rundt i organisationen og lytte til, hvad der faktisk betyder noget for medarbejderne her og nu.

Bogen er en formidling af Karl Weicks tanker til en modtagergruppe, der især består af ledere på diplom- og masteruddannelser. De to første dele tog tydeligt udgangspunkt i afsenderperspektivet, dvs. i Weicks forfatterskab, men i tredje del tages der udgangspunkt i modtagerne. Den handler nemlig om ledelse, som Weick hovedsaligt har beskæftiget sig med indirekte gennem hans arbejde med organisering og meningsskabelse. Alligevel giver den overraskende bud på centrale ledelsesmæssige discipliner.

F.eks. har Weick ikke den store fidus til strategisk ledelse forstået som storstilede planer. Han konstaterer, at de fleste strategier benytter sig af de samme floskler, og når alle uddannelsesinstitutioner, hospitaler og metalvirksomheder stræber efter at levere ydelser i ”verdensklasse”, så kan det ikke være strategien i sig selv, der betyder noget. I stedet anbefaler han – som han også gør det i forhold til organisering og meningsskabelse – at man skal handle. Det er kun ved at gøre noget, at vi reelt kan blive klogere på virkeligheden og dermed også gøre strategien konkret og relevant.

Et andet tema handler om meningsskabelse og beslutninger. Ofte forbindes ledelse jo med det at tage beslutninger, men igen er Weick skeptisk. Selvfølgelig er der fra tid til anden behov for at træffe beslutte noget, men det er langt vigtigere at lederen skaber mening for medarbejderen, så vedkommende selv kan handle i fremtiden. Her kan der ses en klar parallel til Stephen Bungays Handlingens kunst, hvor ledelsen skal klarlægge, hvad der skal opnås og hvorfor, så der bliver plads til ”selvstændigt tænkende lydighed” efterfølgende.

I det sidste kapitel opsummeres bogen i ti ”skud” til den meningsskabende leder, dvs. ti gode råd til at udnytte Weicks tænkning i daglig ledelse. Heldigvis forfalder forfatterne ikke til at gøre de ti skud til et kondensat af deres to hundrede siders kondensat af Weick, for en alt for håndfast konkretisering ville være i modstrid med kernen i Weicks tænkning og hans vægring ved at definere sine begreber en gang for alle.

Det gælder også efterskriftet, hvor forfatterne i bedste weick’ske ånd reflekterer over, hvordan de efter udgivelsen af første udgave er blevet klogere på deres tolkninger af Weick ved at deltage i samtalen om, hvordan deres læsere har brugt bogen til at skabe mening i deres hverdag.
Efterskriftet givetvis tro mod Weicks tænkning, men det peger også noget af det mest irriterende ved hans teorier: Det er umuligt at sætte to streger under noget som helst, fordi der hele tiden er nye tolkninger og nye nuancer, som afløser eller opløser den tidligere forståelse. Det er muligvis sådan virkeligheden fungerer, men det er også frustrerende.

Hammer og Høpner har skrevet en virkeligt god introduktion til Karl Weick. Det er en luksus at have adgang til en så kompetent formidling på dansk, hvor den stigende interesse for hans forfatterskab desværre ikke har betydet oversættelse af hans tekster. Der er selvfølgelig forbehold. Der kan f.eks. argumenteres for, at Weick – og dermed hans danske fortolkere – undervurderer betydningen af formelle strukturer. Ja, der foregår masser af løse koblinger på kryds og tværs af den formelle organisationsstruktur, men måske bliver det så synligt, fordi det trods alt er afvigelser fra hovedstrømmen? Ja, meningsskabelse er en kontinuerlig proces, men udspiller den sig trods alt ikke inden for nogle strukturelle rammer, som er fastlagt udefra?

Nu skal det selvfølgelig ikke lægges en bog eller en teori til last, at den ikke forklarer alting på en gang. Når det drejer sig om at forstå organisationens daglige liv, giver Karl Weicks teorier os noget at tænke over. Og Meningsskabelse, organisering og ledelse er en virkelig god dåseåbner til forfatterskabet.

En kommentar til “Sverri Hammer og James Høpner: Meningsskabelse, organisering og ledelse

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s