Om det at læse

Årets bedste læseoplevelser – 2020

Det er igen blevet årets sidste dag, og traditionen tro skal der gøres status over mit læseår. Det har været et mærkeligt læseår: På den ene side har nedlukningerne betydet, at masser af arrangementer og aftaler er blevet aflyst, så der har været ekstra tid at læse. På den anden side har nedlukningerne og beredskabet også givet ekstra arbejde og dermed mindre tid til at læse. Det samlede resultatet er et gennemsnitligt læseår for mit vedkommende: 55 skønlitterære værker + en bunke faglitteratur.

Jeg har læst bøger skrevet på dansk, engelsk, fransk, svensk, spansk, tysk, akkadisk, norsk, græsk og polsk, så jeg har været vidt omkring, selvom dansk, engelsk, fransk og tysk som vanligt har domineret. Der har kun været enkelte bøger fra før 1900, men et af dem er Gilgamesh, der var det ældste værk på min uendelige TBR-liste.

Men lad os komme til det. Jeg kårer mine bedste skønlitterære læseoplevelser i kategorierne klassikere, nyere dansk, nyere udenlandsk og tegneserie / graphic novels. I år suppleres det med en kåring af årets bedste fagbog.

Bedste læseoplevelse: Nyere dansk litteratur
Jeg vil starte med nyere dansk litteratur, som jeg har læst usædvanligt meget af i år, og det har været usædvanligt godt, så det var mere end almindeligt svært at udvælge de tre bedste bøger. De kom ikke på listen, men følgende bøger er også værd at fremhæve: Eva Tind: Ophav, Anne-Christine Riebnetzky: Forbandede yngel, Christina Hesselholdt: Vivian, Kim Leine: Rød mand / sort mand og Naja Marie Aidt: Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage

3. Leonora Christine Skov: Den der lever stille

Leonora Christina Skov: Den der lever stille - forside

Skovs selvbiografiske roman fra 2018 er et rystende portræt af en dysfunktionel familie, men det er er også en opløftende fortælling om at gøre sig fri af sit udgangspunkt og skabe sin egen fremtid.

2. Ida Jessen: Kaptajnen og Ann Barbara

Ida Jessen: Kaptajnen og Ann Barbara - forside

Jessen skuffer sjældent, og det er bestemt heller ikke tilfældet her. Ludwig von Kahlen er en stivstikker, der i 1754 sætter sig for at bevise på egen hånd, at den jyske hede kan opdyrkes. I stedet kommer han i underspillet krig med en ondsindet godsejer og forelsker sig smukt i husholdersken.

1. Stine Pilgaard: Meter i sekundet

Pilgaard skriver de sjoveste og skarpeste replikker i dansk litteratur, og i fortællingen om den unge forfatter, der har så svært ved at falde til som højskolelærerhustru i Vestjylland formår hun endelig at dosere sine virkemidler.

Bedste læseoplevelse: Tegneserier og grafiske romaner

Her er det sværere at finde noget at fremhæve. Jeg har læst en del inden for genren, men kvaliteten har været på det jævne. Så lad os springe direkte til top-3:

3. Johan F. Krarup: Styrelsen

Frank er en helt almindelig kontorslave i Udlændingestyrelsen, men han er også en mand, der sidder på en meget værdifuld ressource: Muligheden for at behandle og udstede opholdstilladelser. Det, der starter som en vennetjeneste, viser sig snart at føre til korruption og moralsk forfald.

2. Charlier og Giraud: Løjtnant Blueberrys samlede eventyr bind 3

Niveauet var tårnhøjt fra starten, men det bliver alligevel løftet i bind 3. Giraud har fundet sig til rette som tegner, og Charlier doserer perfekt alvorlig historisk skildring af indianerkrigene med komiske indslag og masser af action.

1. Nora Krug: Heimat

Forfatteren er flyttet til USA, hvor hun begynder at udforske sin tyske identitet – og ikke mindst hvad hendes bedsteforældre egentlig foretog sig under krigen. Resultatet er et originalt billedværk og en personlig udforskning af, hvad det egentlig vil sige at være tysk i dag.

Bedste læseoplevelse: Klassikere

Jeg har tit fundet de bedste læseoplevelser blandt fortidens klassikere. Om det også er gået sådan i år, afsløres først senere, men der er mange stærke kandidater at vælge imellem. John Steinbeck: Perlen, André Gidé: Pastoralesymfonien og Hans Fallada: I mit fremmede land er alle værd at læse, selvom de ikke kom med på listen.

3. W. Somerset Maugham: The Moon and Sixpence

Romanen er en undersøgelse af det kunstneriske geni i form af Charles Strickland, der forlod kone og børn for at male. Det gør han fuldstændig manisk og uden at skåne nogen. Maugham var fascineret, og det var jeg også.

2. Kurt Vonnegut: Slagtehal 5 eller Børnekorstoget

Kurt Vonnegut: Slagtehal fem - forside

Hvad skal man sige om en roman, der ubesværet blander science fiction, tidsmystik og den forfærdelige udbombning af Dresden i 1945? Man kunne f.eks. sige, at den er lige så god, som den er original.

1. Gilgamesh oversat af Sophus Helle og Morten Søndergaard

Ja, den ældste bog, jeg læste, var også en af de bedste. Gilgamesh er larger than life, både i sine ungdomseskapader, sine eventyr og sin afgrundsdybe sorg over vennen Enkidus død. Oversætterne er nævnt, for de gør den gamle tekst levende og nærværende på nutidsdansk.

Bedste læseoplevelse: Nyere udenlandsk litteratur

I denne kategori har jeg ikke læst helt så meget, som jeg plejer. Det meste har til gengæld været godt, så jeg har igen været nødt til at sortere solide værker fra: Pavlos Matesis: Hundens mor, Olga Torkarczuk: Rejsende, Juli Zeh: Udkanten og Anne Enright: The Green Road.

3. Herta Müller: Ræven var allerede dengang jægeren

Herta Müller: Ræven var allerede dengang jægeren - forside

Romanen er værd at læse alene for dens frygtelige skildring af, hvordan det hemmelige politi opererede i Ceausescus Rumænien. Sproget og persontegningen er en solid bonus.

2. Morten Strøksnæs: Havbogen

Genremæssigt er bogen en hybrid, men den er en fornøjelse at læse. Fortælleren og hans gode ven sejler ud ved Lofoten for at fange en Grønlandshaj, og det bliver udgangspunkt for en fascinerende formidling af havets enorme kraft og mangfoldighed.

1. Olga Tokarczuk: Kør din plov over de dødes knogler

Olga Tokarzcuk: Kør din plov over de dødes knogler - forside

Tokarczuks nobelpris druknede næsten i diskussionerne om Peter Handkes, og det var en skam, for hun er en fantastisk forfatter. Rejsende regnes for hendes hovedværk, og den er bestemt god, men jeg var mere optaget af denne stramt komponerede roman. Bogen er mindre prætentiøs, men den forløses aldeles overbevisende.

Før jeg kårer årets bedste skønlitterære læseoplevelse, vil jeg se lidt tilbage på de faglitterære bøger, jeg har læst i år. Fagligt spreder bøgerne sig over sociologi, ledelse og historie med en enkelt afstikker til epidemologi…

Årets bedste læseoplevelse: Faglitteratur

Også her er der gode bøger, som bare ikke var helt gode nok til at komme med på listen: Eva og John Gulløv: Opvækst i provinsen, Ulrik Langen: Revolutionens skygger og Richard Preston: Farezone 4. Den sidste handler om ebola og andre ubehagelige sygdomme, og jeg læste den faktisk inden corona kom på alles læber. Det blev den ikke mere behagelig af.

3. Stephen Bungay: Handlingens kunst

Stehpen Bungay: Handlingens kunst - forside

Hvad har von Clausewitz og von Moltke at sige til moderne virksomhedsledere? En hel efter Bungays mening. Bogen er en interessant introduktion til preussisk militær tænkning med overraskende relevans for ledelse i dag.

2. Sverri Hammer og James Høpner: Meningsskabelse, organisering og ledelse

Bogen er en introduktion til Karl Weicks unikke forfatterskab, og helt i Weicks ånd er fortolkningen og formidlingen også en teoretisk værk i sin egen ret. Hvordan kunne Weick vide, hvad han mente, før Hammer og Høpner fortolkede hans tekster?

1. Erving Goffman: Hverdagslivets rollespil

Goffman er kendt for at fortolke menneskelig interaktion med teaterets begreber. Det kommer der vigtige indsigter ud af, og bogen er samtidig så velskrevet, at de komplicerede teoretiske overvejelser er let tilgængelige.

Så vidt fagbøgerne. Nu er det tid til den sidste kåring.

Årets bedste læseoplevelse:

Det kunne være det enestående billedværk med sin helt egen fortolkning af tysk historie og identitet. Det kunne være nobelpristagerens krimi fra den polske provins. Det kunne være den ældste klassiker af dem alle. Men i et år hvor alt for meget har været alt for alvorligt er det befriende, at årets sjoveste bog også var den bedste:

Stine Pilgaard: Meter i sekundet

Har du ikke nået at læse den i år, så gør det i 2021.

Godt nytår!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s