Anmeldelser · Billeder med ord - ord med billeder

Eric Stalner: Ildens lænker 1-4

Gammeldags intriger mens samfundet bliver moderne

Jeg kendte hverken Stalner eller serien, da jeg faldt over et samletilbud med alle fire bind på Copenhagen Comics sidste år. Stregen så interessant ud, og når hele serien nu var samlet til en billig penge, så var der vel ingen grund til at sige nej? Serien foregår i Frankrig i anden halvdel af 1800-tallet. Trods flere revolutioner eksisterer mange af de feudale strukturer stadig ude på landet, men også her blæser forandringens vinde. Industrialiseringen skaber nye værdier og ny magt – i serien symboliseret ved et jernværk – og med det moderne samfund varsles også en ny frihed for tyende og kvinder.

Bind 1. Farvel, hr. baron

Eric Stalner: Farvel, hr. baron

Serien har et stort persongalleri, og det første bind bruges til at sætte scenen og introducere de vigtigste modsætninger. På slottet i Villemont bor og arbejder den smukke Clemence som tjenestepige. Hun hader den nuværende baron, men kunne godt lide hans far, der havde et godt øje til hendes mor. Baronen er netop blevet gift med den unge Mathilde i et arrangeret ægteskab, som hun ikke nærer de store illusioner om. Hun får Clemence som stuepige, og efterhånden opbygger de to en fortrolighed bygget på deres fælles foragt for baronen. På slottet bor også den flotte forvalter Julien, der sammen med baronen har forbindelser til en bande røvere ledet af den utilregnelige Samson, der tidligere er blevet smidt ud af hæren. Julien og baronen konspirerer mod baronens fætter, greven af Charlant, der ejer den anden halvdel af jernværket. Det forhindrer dog ikke Julien i at have en affære med Charlants datter Sophie.

Røverne slår flere gange til på egnen. De er ikke bare ude efter penge, men også efter et mystisk brev, som tilsyneladende er meget mere værd. Albummet slutter med flere åbne historier: Baronen er tilsyneladende ved at skifte Julien ud med den mere voldelige Samson, Clemence og Mathilde flygter fra slottet med en kistefuld dokumenter og på den sidste side opsøges baronen selv af ubehagelige personer i sin seng…

Bind 2. Samson

Eric Stalner: Samson - forside

Historien starter dramatisk: Baronen er blevet myrdet i sin seng, og mistanken falder på forvalteren. Julien sidder i spjældet og venter på sin dom, og politiet vil også meget gerne have fat i Mathilde og Clemence, for det er jo ret mistænkeligt, at de er forsvundet selv samme dag. Clemence iværksætter en dristig befrielsesaktion, og Julien slår i første omgang følgeskab med kvinderne. De har slået sig ned i en gammel mølle, hvor der er rig mulighed for at bade og lege videre med den erotiske tiltrækning mellem Mathilde og Clemence, der blev antydet i første bind.

Men hvem har så myrdet baronen, hvis det ikke er Julien? Mistanken samler sig om Samson og hans bande af skruppelløse forbrydere. Samson har skiftet loyalitet og arbejder nu for greven af Charlant, og han benytter lejligheden til at kaste sig over Sophie. Inden der kastes lys over sammenhængen dukker en ny person op: Jean-Baptiste Chagnon, der først indynder sig hos røverne, men som tydeligvis har sin egen dagsorden. Han er også på jagt efter et mystisk brev. Et brev af langt større værdi og betydning end grevens og baronens penge…

3. Greven af Charlant

Eric Stalner: Greven af Charlant - forside

Chagnon fortsætter sin efterforskning, og han har forbindelserne i orden. Politiet bliver sat i sving, og han tvinger sig også indenfor hos greven for at aktivere hans netværk af gamle kongetro. Julien efterforsker også og bryder ind i baronens hjem på jagt efter spor. (Det eneste, der er mindre effektivt end slottenes sikkerhed er gendarmerne.) Mathilde og Clemence indser, at de ikke kan blive ved med at holde sig i skjul, og Mathilde udtænker en dristig plan: Hun vil opsøge greven for at søge beskyttelse, og selvom Sophie og Jean er rasende, får han hendes navn renset. Den unge baronesse har sine egne planer, og tilbage i ordnede sociale forhold er det svært at opretholde venskabet med Clemence, der måske er den gamle barons datter, men først og fremmest en tjenestepige, som den arrogante familie møder med foragt.

Og som om det ikke var rodet nok, ender historien med endnu en mand, der bliver dræbt i sin seng…

4. Julien

Eric Stalner: Julien - forside

I sidste bind bliver scenen sat til det endelige opgør. Mathilde sætter sig i spidsen for jernværket og vil have ryddet op i al den gamle svindel, mens Clemence har fået nok og rejser væk. Samtidig lokkes Chagnon ud på et nedbrændt slot, hvor han endelig ser det famøse brev, der måske kan ændre Frankrigs historie for altid. Men han er jo ikke den eneste, der er på jagt efter det, og inden historien rundes af, har endnu flere personer mistet livet. Mere skal naturligvis ikke røbes her.

Historien hænger godt sammen på tværs af de fire bind – jeg genlæste bind 1, da jeg var færdig, og det giver stadig mening, selvom man kender slutningen – og jeg er også ganske begejstret for tegnestilen. Den er realistisk og detaljeret, og den varme farvelægning understreger fornemmelsen af at være ude i den franske provins.

Ildens lænker er kort sagt udmærket underholdning, men jeg var alligevel ikke helt oppe at ringe. Personerne og deres replikker er lidt for karikerede, og der er lidt for mange kvinder, der imponeres, bare fordi storskrydende mænd bruger deres fysiske dominans til at lægge an på dem.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s