Anmeldelser · Nyere dansk

Dorthe Nors: Spejl, skulder, blink

Hjemlængsel

Som så mange andre unge begavede kvinder, flyttede Sonja fra landet til byen for at få en uddannelse. Det var et oprør og en flugt, men nu hvor hun lever som freelanceoversætter af tvivlsomme svenske krimier, er det ikke længere nok. Hun drømmer om Jyllands åbne vidder, mens hun desperat lister rundt i skolevogn i København og føler sig ensom.

Dorthe Nors: Spejl, skulder, blink - forside

Sådan er set-up’et i Dorthe Nors roman fra 2016, der som mange andre markante udgivelser fra disse år cirkler om provinsen. For Sonjas vedkommende sker det mest i erindringen om opvæksten i den vestjyske landsby Balling, hvor hun blev venner med indremissionske Marie fra nabogården og så storesøsteren Kate give den gas som halbal-dronning. Engang, lige efter gymnasiet, stak Sonja af derfra med veninden Molly fra Skjern. De havde brug for luftforandring, men hvor Molly nu er fuldt integreret som psykolog med egen praksis og advokatmand i Gentofte, så tænker Sonja mest på, hvorfor Kate ikke tager telefonen, når hun ringer til hende.

Sonja er en lidt trist skikkelse, nært beslægtet med Helle Helles hovedpersoner, hvor man ofte har en fornemmelse af, at de flyder med i stedet for at handle. Hun prøver at erobre kontrollen tilbage ved endelig at få kørekort og dermed også en realistisk mulighed for at komme hjem til Jylland. Undervisningen går bare elendigt, for den storsnakkende kørelærer Jytte har så travlt med at fortælle historier, at hun ikke har tid til at lære Sonja at skifte gear. Faktisk har hun så travlt, at hun ikke orker at gøre sine instruktioner færdige. ”Til ven! Til ven!” råber hun i stedet for til venstre, og det gør Sonja endnu mere rundt på gulvet.

Jytte er en komisk skikkelse, og hun er langt fra den eneste. Hendes chef på køreskolen, Folke, drømte om heavy metal men må nu nøjes med at lægge an på eleverne, når han bliver træt af konen, og Sonjas massør Ellen ser sig selv som en terapeut, der gerne analyserer Sonja og i øvrigt arrangerer kvindemeditation i Dyrehaven i weekenden.

Heldigvis er ingen af personerne karikerede, selvom de er specielle, ligesom bogens grundtone er dybt alvorlig, selvom den mange steder er ret sjov. Dorthe Nors bygger stille og roligt Sonjas historie op, mens man som læser sidder og venter på, om hun til sidst formår at bryde ud. Jeg hørte historien som lydbog indlæst af Stine Prætorius. Hendes oplæsning er meget præcis, men jeg savnede lidt flere nuancer og lidt mere indlevelse.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s