William Shakespeare: Henry VI, 1-3

Fanget i borgerkrigens vanvid

Trilogien om Henrik VI’s regeringstid hører ikke til de mest kendte af Shakespeares stykker, selvom han vel ikke har skrevet noget, der for alvor er ukendt. De udgør halvdelen af første bind af hans samlede skuespil, og tilsammen giver de i et vue hen over hele kongens regeringstid fra han i 1422 arvede troen i en alder af 9 måneder til hans død i 1471 efter det endelige nederlag til Edward IV af huset York. Det er vanskeligt at samle så mange begivenheder i bare tre skuespil, så Shakespeare må tage sig nogle friheder. Især ”presser” han tiden sammen, så belejringer og slag adskilt af måneder eller år afvikles fra scene til scene.

I første del er Henry knap nok en del af handlingen, der hovedsagligt udspiller sig i Frankrig. Henrik V har erobret store dele af landet og gør krav på resten, men under Jeanne D’Arcs og Charles VI’s lederskab begynder franskmændene at tilbageerobre det tabte og samle landet på ny. Den proces var ikke så strømlinet endda, og stykket skildrer hvordan krigslykken bølger frem og tilbage. Jeanne D’Arc fremstilles som en blodtørstig heks – i femte akt, scene 3 tale anmoder hun direkte en djævlehær om hjælp – der har mere end fortjent sin plads på bålet.
Stykkets helt er John Talbot, der kæmper som en løve og fører englænderne til den ene sejr efter den anden. Da han endelig bliver besejret og dør, skyldes det ikke så meget franskmændenes snilde som rivalisering mellem de engelske kommandanter, så hans forstærkninger ikke kommer frem i tide.

De franske krige har helt sikkert været interessant stof for Shakespeares publikum, men bortset fra de højspændte skænderier mellem Jeanne og de engelske kommandanter, så fandt jeg det ikke så interessant. Med et nutidigt blik fungerer det mest som en præsentation af hovedpersonerne i den efterfølgende rosekrig mellem huset York og huset Lancaster. På Yorks side er det især Richard Plantaget, der senere bliver hertug af York, jarlen af Warvick og jarlen af Salisbury, der markerer sig. På Lancasters selvfølgelig kongen, Henry VI, men også den listige hertug af Suffolk, der finder Margret af Anjou og formår at få hende gift med Henry, selvom hun ikke kan stille med en medgift.

I anden del er vi rykket godt frem i tiden. Henrys hof er plaget af intriger. Suffolk søger magten gennem Margret, men for at få den må han skaffe den loyale og populære lord Gloucester, der er Henrys vigtigste rådgiver, af vejen. Midlet er Gloucesters ambitiøse kone Eleanor, der drømmer om selv at komme til magten. Suffolk lokker hende til at konsultere en heks, og da hun bliver afsløret lykkes det at udmanøvrere Gloucester og få ham myrdet.

Henry VI er en svag konge, og uden Gloucester kan han ikke længere bremse stridighederne. Suffolk bringes selv til fald, men inden da er Richard Plantaget sendt til Irland med en hær for at slå et oprør ned, og da han kommer tilbage, afslører han for Warwick og Salisbury, at han drømmer om tronen. De slutter sig til ham, og stykket kulminerer med det første slag ved St. Albans, hvor Richard sammen med sønnerne Edward (den senere Edward IV) og Richard (den senere Richard III) besejrer kongens hær. Stykket slutter med sejrherrerne i hidsig jagt på Henry, Margret og den unge hærfører Clifford, der har mistet sin far i slaget.

Her er vi nærmere et rigtigt stykke, inklusive tågede spådomme, intriger og dramatiske højdepunkter som bondeoprøret ledet af Jack Cade, og Margret af Anjous tirader, der vidner om et hidsigt temperament. Da kongen sørger over Gloucesters død, får hun nok:

”Nej, sørg for min skyld, jeg er værre stedt!
Hvad, vender du dig bort og skjuler blikket?
Er jeg spedalsk og hæslig – se dog på mig!
Hvad er der? Er du blevet døv som slangen?
Så vær da også giftig, dræb din dronning.
Er al din trøst da lagt i Gloucesters grav?
Så har du aldrig glædet dig ved Margret.” (s. 336)

Tredje del handler om de komplicerede kampe og allianceforskydninger, der udspiller sig fra slaget ved St Albans i 1455 til Henry VI endeligt afsættes og dør i 1471. Det var et kompliceret spil, hvor Richard af York i første omgang accepterer at lade Henry sidde på tronen til sin død mod at arve kronen efter ham. Margret og hendes støtter kan ikke acceptere, at Henry på den måde opgiver sønnens rettigheder, og efter at have sejret i endnu et slag henretter de Richard og hans søn Rutland, der kun er 12. Herefter er det Edward (IV) der står i spidsen for York-fløjen, og det er ham, der sidder på tronen, da stykket er slut. Mens englænderne i første del kæmpede med franskmændene om magten i Frankrig, så er Frankrig nu blevet den ydre stormagt, som begge parter appellerer til om støtte.

De omskiftelige alliancer og komplicerede intriger kan være svære at følge, og de er måske heller ikke i sig selv særligt interessante. (Udover at de tydeligvis er drevet af personlige ambitioner og slægtshensyn, for der er – i modsætning til reformationen og den senere borgerkrig – ingen ideologisk modsætning mellem personerne, der alle kender hinanden og bruger de samme litterære referencer til antikken.) Interessen samler sig i stedet om Henry VI og den gradvise radikalisering af Richard (senere den III) og hans magtambitioner.

Henry VI er en kompliceret person og ses på mange måder som en svag konge. Uanset de bagvedliggende omstændigheder, så var det i hans tid, at kontrollen med Frankrig blev tabt, og det var også i hans tid, at borgerkrigen om magten brød ud. Ud fra de parametre var han en fiasko, men han var også et moralsk menneske. I stedet for brutalt at befæste sin magt søgte han hele tiden kompromiset. Det kan skyldes, at han i virkeligheden opfattede sit krav på tronen som svagt (første akt, scene 1) men han var også den eneste, der var reelt forfærdet over den død og ødelæggelse, som kampen om magten for enhver pris udløste.

”Gid jeg var død, hvis blot det var Guds vilje.
For hvad er verden, mer end sorg og plage?
Åh Gud! Mon ikke det er livets lykke
at være blot en jævn og simpel hyrde,
at sidder på en knold, som jeg gør nu,
og skære fine mærker i en solring,
der tæller hvert minut, som tiden går.” (s. 434)

Henrys modsætning er Richard (senere den III). Mens Henry gradvist mister lysten til magt, så vokser Richards, og det står i stigende grad klart, at han ikke vil vige tilbage for noget for at opnå den. Han er fra starten kompromisløs i kampen for sin fars ret til tronen, men efter dennes død bliver det personligt: Richard vil ikke bare have magten til huset York, han vil have den for sig selv. Problemet er, at både Edward, broderen George og deres børn står i vejen. Kun gennem grusomhed og uhørt brutalitet mod sin egen familie, kan han nå magten – men det er en pris han tidligt er villig til at betale:

”Ja, jeg kan smile, alt imens jeg myrder,
og nikke glad til det der nager mig,
og væde kinderne med kunstig gråd
og altid ha det ansigt der behøves.” (s. 451)

De tre York-brødre er fælles om at dræbe Henry VI’s søn prins Edward, så han ikke kan gøre krav på tronen senere. Men det er Richard og kun Richard, der myrder Henry i fængslet og dermed bliver kongemorder. Og det er Henry, der på sit dødsleje forudser det kaos, som Richard vil bringe over landet. Nok var han en svag konge, men han ser tydeligt Richards mangel på moral.

Henry VI hører til Shakespeares tidligste værker, og selvom rækkefølgen på deres tilblivelse ikke er helt klar, så giver det god mening at se dem som led i digterens udvikling. Del 1 er den svageste med et mylder af personer uden den store personlighed. Det skærpes i anden del, hvor rivaliseringen får en helt anden grad af alvor for personerne. Man fornemmer en desperation hos hovedpersonerne, og de indre konflikter bliver skærpet yderligere i sidste del, hvor både Henry og Richard står over for magtens problem. For tilskuernes øjne viser de deres tvivl og fortvivlelse frem – inden de går i hver sin retning.