Anmeldelser · Klassikerhjørnet

Leo Tolstoj: Kreutzersonaten

Jalousiens fængsel

På en togrejse gennem Rusland begynder en gruppe passagerer at diskutere ægteskabsmoral og kvindens frigørelse. En enkelt kvinde insisterer på ligestilling og romantisk kærlighed som grundlag for ægteskabet, men stemningen er mere på en gammel købmands side. Han kræver hård tugt af kvinden; uden den vil verden falde ned i moralsk fordærv. Fortælleren siger ikke noget, men en tydeligt ustabil mand i hjørnet blander sig: Hvis ægteskab skal bygges på kærlighed, hvor længe skal den så vare? Evigt?

”Men det er jo dog kun i romaner, at sådan noget forekommer; i det virkelige liv ser man det aldrig. At folk på den måde i virkeligheden foretrækker hinanden i løbet af flere år, er noget yderst sjældent; som oftest er det kun for nogle få måneder eller uger, dage, timer…” (245)

Kosakkerne; Kreutzersonaten - forside

Den hektiske, insisterende mand er Pósnydschev. Da han også beretter, at han har slået sin kone ihjel går det for alvor ud over den gode stemning, og snart er han alene med fortælleren. Klar til at løfte sløret for det hele.

Først udleder han en længere morallære om, hvordan kyskhed må være det absolutte ideal, ikke bare uden for ægteskabet, men også i det. Al sex, der ikke har til formål af få børn, fører til moralsk fortabelse, så alene af den grund er prævention, samleje under graviditet og sex mens moderen ammer barnet udelukket. Men ikke nok med det: Hvis man dyrker sex for at få børn, så er det i virkeligheden en tingsliggørelse af barnet og dermed også amoralsk.

Tolstoj tilslutter sig denne specielle tolkning af kristendommens bud i et efterskrift, men der kan stilles spørgsmålstegn ved, om Pósnydschev, hans hovedperson, faktisk tror på det. Dels er han en omvendt synder, der som ung levede et udsvævende liv – som Tolstoj gjorde det – og når han afsværger sanselig kærlighed, er det mere udtryk for en senere væmmelse ved sig selv. Vigtigere endnu: Hans fortælling er manieret og voldsom, snarere tegn på sindssyge end på en gennemtænkt ideologi. Hvorfor skal andre opgive drømmen om et lykkeligt ægteskab, bare fordi hans var mislykket fra starten og endte i jalousimord?

Den klarhed, Tolstoj lægger frem i efterskriftet, eksisterer altså ikke i hans hovedperson og talerør i romanen.

Det var tydeligvis ren fysisk tiltrækning, der fik Pósnydschev til at indgå ægteskab. Efter brylluppet opdager han, at han ikke har noget at sige til hende, og deres samliv bliver præget af en blanding af had, begær, skænderier og en voksende børneflok, som de også spiller ud mod hinanden. Det fortsætter indtil de flytter til byen og en læge fraråder konen at få flere børn. Dermed er der i mandens øjne kun amoralsk samvær tilbage, og da hans kone samtidig bliver mere sanselig og attraktiv end nogen sinde, bliver det hele en pine for ham.

Hun har genoptaget sit klaverspil, og da en falleret adelsmand og violinist, Truchatschévski, dukker op, genkender Pósnydschev sig selv i ham. Han er overbevist om, at violinisten skruppelløst vil forføre hans kone, han er også overbevist om, at det er, hvad hun ønsker, og alligevel arrangerer han, at de sammen skal spille ved et middagsselskab. Et af stykkerne er Beethovens Kreutzersonate, der har givet romanen sin titel.

”Jeg husker så tydelig dette øjeblik. Havde jeg dengang ikke inviteret ham, ville det heller ikke siden være gået, som det gik. I dette øjeblik afhang det udelukkende af mig at invitere ham eller ikke. Men i det samme så jeg hen på ham og hende… ’Tro kun ikke, at jeg skulle være skinsyg på dig!’ sagde jeg i tankerne til hende, ’eller at jeg skulle være bange for dig!’ sagde jeg ligeledes i tankerne til ham – og inviterede ham til at komme en aften med sin violin og spille sammen med min hustru.” (s. 311)

Har de en affære? Det fremgår aldrig klart, men Pósnydschev er overbevist om det, og vanvittig af jalousi vender han hjem fra en inspektionsrejse i provinsen. Han lister sig ind på sit kontor, finder en dolk og dræber hende. Mordet er mesterligt skildret: Som læser mærker man hans raseri, men også hans tøven og hans i sidste ende bevidste beslutning om at alligevel gøre det. Fortrydelsen melder sig med det sammen, men handlingen var bevidst.

Jeg deler bestemt ikke Tolstojs erklærede syn på kærlighed, kvinder, ægteskab eller moral, men det gør ikke så meget, for som forfatter afslører han, næsten mod sin vilje, sine personers sammensatte natur. Kreutzersonaten er værd at læse, ikke fordi Pósnydschevs budskab er interessant, men fordi portrættet af ham som en mand sønderrevet af jalousi og på randen af vanvid er meget menneskeligt.

3½

Reklamer

One thought on “Leo Tolstoj: Kreutzersonaten

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s