Anmeldelser · Klassikerhjørnet · Scenekanten

William Shakespeare: Richard III

Tyrannens storhed og fald

Oversætter Niels Brunse bemærker et sted, at Richard III er Shakespeares ”superskurk”. Det er meget rammende, og det er både stykkets styrke og dets udfordring. Superskurken er selvfølgelig det modsatte af superhelten. De legemliggør det gode og det onde og fungerer som hinandens modsætninger, men de har også tendens til at blive lidt endimensionale. Sådan er det også med Richard, der for længst har kastet alle moralske overvejelser over bord (det skete i Henry VI, især i del 3). På den ene side er det fascinerende at følge ham falde til nye dybder af ondskab og manipulation, på den anden side mister han sin menneskelighed i takt med, at intet længere er helligt for ham.

Samlede skuespil bind 1 - forside

Scenen er rosekrigene i England i slutningen af 1400-tallet. Huset York har vundet det seneste slag, og Edward IV sidder solidt på tronen. Lancasters unge håb Henry Tudor, hertugen af Richmond er i eksil i Frankrig så truslen mod kongen kommer indefra. Edwards lillebror Richard er besat af magt og villig til at gøre alt for selv at blive konge. Mellem ham og tronen står ikke bare Edward, men også den tredje bror, George og Edwards tre sønner, og som Richard konstaterer i 1. scene, så har han lagt planer:

”Intriger har jeg lagt, de første skridt
er taget på den farefulde vej,
der med fordrukne profetier, drømme
og smædeord skal få den nye konge,
Edward, min bror, og hertug George af Clarence,
min anden bror, sat op imod hinanden
i had som lover død. Hvis kongen er
så tro og redelig, som jeg er falsk,
forræderisk og listig, så er George
nok spærret inde førend dagen ender…” (s. 508)

Den vurdering holder stik. Edward sætter George i Tower, fordi han frygter, at George er ude efter tronen, men det er Richard, der tager det næste skridt ved at hyre to lejemordere til at rydde ham endegyldigt af vejen. Derefter dør Edward en naturlig død, og Richard går efter dronning Elizabeths familie og Edwards sønner. Hele tiden spiller han folk ud mod hinanden, hykler kærlighed til kvinder, når det er nyttigt, og sørger for at gøre det beskidte arbejde færdigt, når andre har taget de første skridt for at pleje deres egne interesser.

Richard_III_side
Man ved, hvor det bærer hen, når halvdelen af rollelisten også optræder som genfærd…

Henry VI’s enkedronning Margret spiller en central rolle som sandsigerske. I første akt, scene 3 udsteder hun en profetisk forbandelse mod alt og alle i huset York. Som det nu er med profetiske forbandelser i tragedier, går de selvfølgelig i opfyldelse, men de mange ofre for intrigerne gennemskuer først for sent, at det er Richard, der har spillet dem ud mod hinanden.

Det er voldsomt at følge Richards hensynsløse handlinger, men som med andre superskurke bliver det også lidt ensformigt – vi ved jo ligesom godt, at det handler om at erobre verdensherredømmet én gang for alle. Richard er mest interessant i starten og i slutningen af stykket, som derfor også fungerer bedst. I den indledende monolog bliver det klart, at ondskabens vej er et VALG, som han har taget, og den sprække i personligheden dukker op igen i sidste akt, hvor undertrykkelsen har ført til et oprør ledet af den tilbagevendte Henry Tudor. Behovet for manipulation og intriger forvandler sig til paranoia. Richard mister sit suveræne overblik, og forstøder sin trofaste allierede Buckingham, der har stået ham bi i alle hans ugerninger. Natten før det sidste slag hjemsøges han af alle dem, som han har myrdet, og mens Henry planlægger slaget og indgyder sine mænd håb, spionerer Richard ved sine officerers telte for at finde ud af, om han kan stole på dem.

I Henrik VI, del 3 fungerede modsætningen mellem den skruppelløse Richard og den moralske men svage Henrik VI som dramatisk motor. Det samme sker ikke her. Richard er blevet for entydigt ond og Henry Tudor fremstilles for entydigt god. (Det havde nok også pragmatiske årsager – Henry Tudor blev trods alt til Henrik VII og dermed grundlægger af kongeslægten på Shakespeares tid.) Til gengæld fungerer stykket som advarsel mod borgerkrigens vanvid, og foreningen af de to huse gennem ægteskabet mellem Henry Tudor og Edward IV’s datter Elisabeth er den bedst mulige udgang på den ødelæggende rivalisering. Ironisk nok var Richard III i vid udstrækning en forudsætning for denne forsoning. Ved at dræbe så mange af begge huse var der stort set ingen tilbage til at rivalisere.

Richard III er en fascinerende undersøgelse af magtbegærets ultimative konsekvenser, og selvom hovedpersonen i det meste af stykket har begravet alle spor af samvittighed, så er han trods alt menneskelig, da han skrigende står tilbage i slagets tummel: ”En hest! En hest! Mit rige for en hest!” Sproget er selvfølgelig suverænt, og det samme er Brunses oversættelse.

4

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s