Anmeldelser · Europæiske perler · Klassikerhjørnet

Benjamin Constant: Adolphe

Særegen fransk kærlighedsroman

Adolphe er den første ”jubilæumsbog” i år – jeg læser hvert år bøger der har 200, 150, 100, 75, 50 og 25 år på bagen – og denne lille franske roman fra 1816 er et dejligt eksempel på, hvorfor jeg gør det. Det giver simpelthen adgang til nogle læseoplevelser, som jeg ellers ikke ville have opdaget. Jeg havde godt nok løseligt hørt om Constant tidligere, men jeg kendte intet til romanen, og jeg ville næppe have læst den ellers.

Benjamin Constant: Adolphe - forside

Historien fortælles af Adolphe, der som ung har svært ved at slå sig til ro som embedsmand. Hans far er ellers minister i et fredeligt tyske fyrstedømme, så hans vej til en stabil stilling med kone, børn og fast administrativt arbejde er stukket ud. I stedet bliver han besat af ønsket om at opleve et kærlighedseventyr, og da han rejser ud, møder han den smukke Ellenore. Hun er af adelig polsk afstamning, men hun er blevet tvunget til at forlade sit hjemland og lever nu som grev P…’s elskerinde. Det er den bedste position hun kan håbe på, men den er stadig udsat position. Hun bliver nok tålt af grevens nærmeste, fordi han insisterer på det, men hvor hun i øvrigt er udsat for social foragt.

Hende kaster Adolphe sine øjne på, og han bliver besat af at indlede et forhold til hende. Problemet er, at han kun er optaget af at erobre hende, ligesom han er mere forelsket i tanken om at være forelsket end i Ellenore selv, og her er vi fremme ved historiens kerne: Adolphe er en roman om ulykkelig kærlighed, men den er fortalt fra den persons side, der IKKE elsker.

Erobringen lykkes nemlig over al forventning, og Ellenore bliver håbløst forelsket i Adolphe. Hun opgiver sine trods alt faste rammer og følger efter ham, da han rejser hjem. Faderen er ikke begejstret for den udvikling, og han sørger for, at hun bliver smidt ud af fyrstedømmet, men det reelle problem er langt større. Adolphe elsker hende ikke, men han holder alligevel så meget af hende og har så meget æresfølelse, at han føler sig forpligtet til at blive sammen med hende.

”Jeg blev bedrøvet, når hun syntes at tvivle om en kærlighed, der var hende så uundværlig, og jeg blev ikke mindre bedrøvet, når hun syntes at tro på den. Jeg følte, at hun var bedre end jeg, og jeg foragtede mig selv, fordi jeg var hende uværdig. Det er en frygtelig ulykke ikke at blive elsket, når man elsker, men det er måske en endnu større at blive elsket med lidenskab, når man ikke længere elsker selv.” (s. 77)

Han kan ikke få sig selv til at bryde med hende af medlidenhed, og hun kan ikke bryde med ham, fordi hun føler ægte kærlighed og derfor altid vil foretrække hans selvskab, uanset hans uoprigtighed. Den enes kærlighed er for lidt til at gøre deres forhold lykkeligt, og man aner tidligt, at det ikke kommer til at ende godt.

Adolphe er en lille, letlæst og velskrevet kærlighedshistorie, der nok udspringer af bestemte sociale strukturer, hvor kvinder havde få valgmuligheder, og hvor den sociale kontrol var stor, men dynamikken mellem to mennesker, hvor den ene elsker mere intenst end den anden, er universel. Jeg læste den med fornøjelse og anbefaler den gerne!

4

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s