Anmeldelser · Klassikerhjørnet · Scenekanten

William Shakespeare: Richard II

Fortælling om borgerkrigenes begyndelse

Sjældent har et land været så hærget af borgerkrige og kamp om tronen som England i slutningen af middelalderen. De såkaldte rosekrige mellem husene Lancaster og York prægede hele 1400-tallet og fandt først sin afslutning med Henrik VII’s magtovertagelse og etableringen af Tudor-slægten som dynasti. Shakespeare var i sine kongedramaer stærkt optaget af den historie, som han både formidlede og fortolkede for publikum. Han behandlede først slutningen (Henry VI del I-III og Richard III, alle i første bind af Niels Brunses nyoversættelse) inden han i slutningen af 1590’erne gennemskrev de første dele af konflikten.

William Shakespeare: Samlede skuespil i ny oversættelse bind 3 - forside

Richard II blev konge i 1377, da hans farfar Edward III døde. Edward III var en af de konger, der har regeret længst, og i de 50 år han sad på tronen fik han syv sønner. Den førstefødte Edward (Den sorte prins), der var Richards far, nåede aldrig at blive konge, og da Richard besteg tronen havde han altså hele seks farbrødre og flere fætre med egne magtbaser, kongeligt blod i årene og et muligt argument for, at kongemagten var meget bedre placeret hos dem.

Længe går det godt. Richard har siddet på tronen i over tyve år, da stykket tager sin begyndelse med en konfrontation mellem Thomas Mowbray, en af kongens faste støtter, og kongens fætter Henry Bolingbroke, der senere kommer til at regere som Henry IV. Bolingbroke anklager Mowbray for at have svindlet med penge til militæret og for at have dræbt Henrys (og Richards) farbror Thomas Woodstock, der var hertug af Gloucester. Det sidste er den voldsomste anklage, for noget sådant kunne næppe være sket uden kongens medvidende, hvis det da ikke ligefrem var på hans ordre.

Kongen kan ikke bilægge striden, der skal løses ved en tvekamp. Den bliver dog stoppet i sidste øjeblik, og i stedet bliver både Bolingbroke og Mowbray forvist. Det svækker kongen mest, og håndteringen af striden kan ses som den første af en serie fejltagelser, der fører til hans fald. Da Bolingbrokes far John af Gaunt dør, konfiskerer Richard Gaunts ejendomme for at få råd til at føre krig i Irland, men det får også vreden til at vokse blandt den engelske adel. Grunden er altså lagt til en effektiv magtovertagelse, da Henry Bolingbroke går i land, mens Richard er med hæren i Irland. Konfrontationen afspejler større samfundsmæssige bevægelser, men det udkrystalliseres i kongefamilien, hvor Richard har bedt endnu en af sine farbrødre, Edmund af Langley, der er hertug af York, om at lede riget i hans fravær.

Der går ikke længe, før Richards position er håbløs, og han tvinges til at afgive tronen til Bolingbroke, der bestiger tronen som Henry IV i 1399. Spørgsmålet om Richards mulige andel i hertugen af Gloucesters død afklares aldrig, men der er til gengæld ingen tvivl om, at Richard selv bliver myrdet i fangenskab året efter. Det sker på Henry IV’s opfordring, selvom han officielt tager afstand fra det.

Stykkets dramatiske motor er Richards fald fra tinderne og den familiestrid, der især kommer til udtryk i hertugen af York. Under det hele flyder bevidstheden om, at den første konges fald gør den næste konges fald muligt, og at fremtiden i det hele taget rummer meget død og tragedie. Richard nedkaster en profetisk forbandelse, da han bliver tvunget til at træde tilbage:

”min Herre, himlens Gud, som er almægtig,
mønstrer i sine skyer for vor skyld
de pestens hære, som skal ramme jer
på jeres endnu ikke fødte børn,
hvis I med brud på jeres troskabsed
vil løfte hånden mod en konges hoved
og true ad min dyrebare krone.” (s. 72)

Endnu værre raser biskoppen af Carlisle, da Richard er blevet afsat: Ingen har ret til at afsætte en konge, og det vil kun føre til død og undergang at gøre det. Henrys støtter er imidlertid ligeglade og smider ham i kachotten.

Man kan spørge, hvad de ellers kunne have gjort – når oprøret først var sat i gang, var der ingen vej tilbage – men det ændrer ikke rigtigt på, at kongens uantastelighed var angrebet og kimen lagt til fremtidig strid.

Shakespeares sprog er som altid en nydelse, både i de scener, hvor de stridende løjtnanter skruer helt op for forbandelser og argumenter, og i skildringen af Richard II som plaget af tvivl og håbløshed. Stykket fortæller hans historie som et afrundet hele, men som nævnt er det svært ikke samtidig at læse det som en prolog til det, der skal komme.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s