Ida Jessen: Kaptajnen og Ann Barbara

Underspillet jysk action

I 1700-tallet var den jyske hede et øde sted. Ingen landsbyer, ingen fastboende, ingen landbrug. Men den har aldrig været mere forblæst og nådesløs end i Ida Jessens nye roman, der handler om det første, mislykkede forsøg på at forvandle heden til frodigt agerland. Det hele starter i sommeren 1754, hvor kaptajn von Kahlen kommer ridende på sin hest. Han er på en mission for rentekammeret og sig selv, for han vil bevise, at man med moderne videnskab og hårdt arbejde godt kan tvinge afgrøder og frugttræer til at vokse på sandjorden.

Næste år går arbejdet i gang: Kaptajnen har fundet et sted med frisk vand, og nu investerer han i dyr og i et flot hus, som han oven i købet bygger på en bakketop i åbent oprør mod elementerne. Vinden fejer uberørt ind fra Vesterhavet, men han er ligeglad: Huset skal være et vartegn. Det skal ikke gemmes væk i en lavning, og for at demonstrere projektets storhed, kalder han det oven i købet for Kongenshus. Von Kahlen kommer også hurtigt i kontakt med Søren Thestrup, en lokal præstesøn, der har beskæftiget sig teoretisk med opdyrkning af heden men drømmer om et embede som præst, den madglade men dovne amtmand Trappaud og godsejer Schinkel på Hald.

Schinkel (eller de Skinkel, som han insisterer på at blive tiltalt) er en barsk og ubehagelig mand, der holder sine fæstebønder i et jerngreb og i øvrigt ikke er alt for vild med von Kahlens projekt. For at forvandle heden til agerland skal den opmåles og udmatrikuleres, og så kunne det jo hurtigt vise sig, at Schinkel og andre lodsejere har tiltaget sig lidt ekstra plads kongens alhede. Flere har sammenlignet Jessens bog med en western, og her indtager Schinkel rollen som den rige ranchejer, der holder lokalsamfundet i et jerngreb. Men han er også en filur, der ynder at ankomme forklædt, når han besøger kaptajnen i hans nye hus.

Opdyrkningen kommer godt fra start. Von Kahlen har både kræfter og kapital. Han hyrer håndværkere til at bygge hus, og inden længe tiltrækker han også folk, der foretrækker livet på kanten af samfundet. Det gælder i første omgang den behændige Christian Erichsen, der uden videre flytter ind og tager sig af dyrene, og senere tager han tater-pigen Annmai Mus til sig, da hendes far i fuldskab har slået hende og kastet og hende ud i dammen. Sidst og vigtigst kommer Ann Barbara Nielsdatter til. Også hun dukker op ud af det blå med en fortid, som hun ikke har lyst til at tale om. Til gengæld er hun fantastisk til at holde hus og få noget ordentlig mad ud af de få råvarer, der er til rådighed. Stille og roligt forvandles den gensidige respekt til et varmt og ægte kærlighedsforhold.

Således skifter romanen mellem tre tematikker: Den opslidende og i sidste ende fejlslagne opdyrkning af heden, opgøret med Schinkel, der pludselig går fra uvenskab til åben konfrontation, og dynamikken i den specielle familie ude på heden. Romanen er på over 500 sider, og på lange stræk sker der ikke ret meget. Sliddet og tidens ubønhørlige gang reflekteres i fortællingens sprog og struktur, men det bliver aldrig kedeligt, for det er grundlæggende interessant at følge opbygningen af kaptajnens drøm – og bag det hele lurer Schinkels ondskab som et uvejr, der uvægerligt må komme. Også her viser Jessen sit store format, for opgøret følger slet ikke en vanlig skabelon.

Jeg har længe beundret Ida Jessen som en af tidens vigtigste og mest interessante forfattere. Efter Hvium-romanerne om skam, skyld og familierelationer i nutidens Danmark er hun begyndt at kaste sig over historisk stof. I En ny tid og efterfølgeren Doktor Bagges anagrammer beskæftigede hun sig det moderne samfunds fødsel med udgangspunkt i Thyregod i tiden omkring år 1900, og nu har hun så sprunget tilbage til tiden før stavnsbåndets ophævelse. Som altid er hendes karakterer interessante og med masser af psykologisk dybde. Jeg glæder mig til at se, hvad hun kaster sig over næste gang, men foreløbig vil jeg glæde mig over endnu en helstøbt roman fra hendes side. Kaptajnen og Ann Barbara er et af årets litterære højdepunkter.