Günter Grass: Die Blechtrommel

Verden fra frøperspektiv

Bliktrommen har stået på min reol og set lang og svær ud i mange år. Jeg købte den, da jeg studerede i Berlin og i mit glade overmod købte jeg den selvfølgelig på tysk. Problemet var bare, at jeg ikke nåede at læse den blandt al faglitteraturen, og siden har den så lignet et lidt for uoverskueligt projekt at tage hul på. Men nu skulle det altså være. Sommerferien gik til Tyskland, og 779 sider senere har jeg ikke fortrudt. Bogen fortjener sit ry som klassiker, selvom jeg ikke var helt oppe at ringe over den.

Historien fortælles af Oskar Matzerath i 1954, hvor han er indlagt på en behandlingsinstitution. Her spiller han tromme, taler med sine få besøgende og beslutter sig altså for at skrive sin historie ned. Den begynder lige omkring århundredeskiftet med det mytologiske møde mellem bedstemoren og bedstefaren, der foregik på en kartoffelmark i det dengang delte Polen og med ham på vild flugt fra politiet for brandstiftelse.

Romanen tager for alvor fart, da Oskar bliver født i 1924. Han er et særligt barn: Født med fuldt udviklet bevidsthed, men uden vilje til at være voksen. Da han er tre år gammel lader han sig falde ned fra kældertrappen og beslutter med ren viljekraft, at han ikke længere vil vokse. Han vil heller ikke gå i skole, og han giver sig i det hele taget ud for forblive en treårig, der kun taler meget sparsomt. I stedet spiller han på bliktromme, og han udvikler en evne til at skrige / synge glas i stykker. Udstyret med disse særlige talenter går han den tumultariske europæiske historie i møde, og det er fra denne outsiderposition, at han skildrer tiden fra 1920’ernes Danzig til efterkrigstidens Vesttyskland.

Selvom Oskar for det meste er passiv – og derfor måske uskyldig – registrerer han alt. Splittelsen mellem det polske og det tyske er f.eks. en del af familien. Moderen formår aldrig at vælge mellem manden Alfred Manzerath og onklen Jan Bronski, hun forbliver gift med den første, som tidligt melder sig ind i nazistpartiet, og beholder den anden som fast torsdagselsker. Han vælger det polske postvæsen og dermed Polen til som karrierevej. En anden skarp detalje er legetøjshandleren, hvor Oskar forsynes med nye trommer. Det varer kun indtil Krystalnatten, hvor Oskar oplever ødelæggelsen af butikken. Han var jøde.

Romanen er bygget op i tre bøger: Tiden frem til krigsudbruddet i 1939, krigen og tiden efter. Selvom Grass vælger det særlige barns synsvinkel, så er det overraskende, hvor lidt den nazistiske magtovertagelse og krigsudbruddet fylder i bogen. Den politiske eskalering stikker kun lejlighedsvis hovedet frem, og de første år opleves krigen især gennem de mange postkort, som soldatersønnerne sender hjem til opgangens mødre. Det er ikke sådan, at krigen slet ikke er der – Oskar bliver f.eks. på forunderlig vis rekrutteret til en gøglertrup, der rejser rundt i Frankrig og underholder tropperne der – men indtrykket er klart, at krigen først for alvor kommer til byen, da de russiske hære nærmer sig. Der er en nærhed i den måde, som fordrivelsen af tyskerne fra det tidligere Østpreussen og Danzig beskrives på, der simpelthen ikke findes i krigserfaringen.

Som sådan er der noget villet over Oskars fortsat barnlige blik. Han bakker ikke op om de nye vinde, men han protesterer heller ikke, og selvom han måske registrerer mere end de fleste, så tager han ikke moralsk stilling til dem. Ganske som det var tilfældet med så mange voksne tyskere.

I tredje del har Oskar villet sig til at vokse: Både fysisk, hvor han vokser tyve centimeter, og intellektuelt, hvor han nu både kan tale og skrive, som det passer til hans alder. Forandringen sker, da han endeligt gør sig fri af sin far og tager ansvaret for sit eget liv, men det sker også, da nazismen står på sammenbruddets rand.

Skildringen af det nedbrudte land, som langsomt bliver samfund igen er bestemt ikke den kedeligste del af romanen. Jeg var f.eks. ret fornøjet over den bar, hvor Oskar på et tidspunkt spiller musik. Zwiebelkeller er først og fremmest et sted, hvor gæsterne betaler gode penge for at få lov til at skære løg i stykker, så de endelig kan få grædt ud!

Romanen udkom før der var noget, der hed magisk realisme, men den minder alligevel om det. Oskars særlige egenskaber og den måde, hvorpå Grass skaber et unikt blik på verden fra hans position, flytter romanen over i et andet spor end en realistisk fortælling. Det fungerer for det mest godt, men i længden blev jeg også irriteret på Oskar – når han nu vidste og forstod så meget, er det så ikke ret skabagtigt at opføre sig som en treårig, når krisen kradser? – og så kan det jo ikke nægtes, at romanen er lang. Måske også lidt for lang.