Anmeldelser · Klassikerhjørnet · Europæiske perler

Thomas Mann: Tonio Kröger

Selvforklaring og poetik

Manns lille kortroman – eller lange fortælling – fra 1903 ses ofte som en selvbiografisk roman. Det er da også mange lighedspunkter mellem Kröger og Mann, for begge vokser op i en nordtysk købstad (Lübeck), begges fædre er rige købmænd, der dør tidligt uden tillid til at sønnerne kan føre forretningen videre, begges mødre har eksotiske, sydeuropæiske rødder. Og så bliver de begge forfattere.

Thomas Mann: Tidlige fortællinger - forside

Tonio Kröger er komponeret som en lille udviklingsroman. I to store barndomserindringer hører vi om venskabet/kærligheden til den jævnaldrende Hans Hansen. Hans er blond, sporty og populær, mens Tonio er smådoven i skolen og mest optaget af at skrive digte og læse litteratur. Tonio vil gerne være som Hans og så alligevel ikke:

”For det mærkværdige var, at Tonio, der jo misundte Hans Hansen hans måde at leve på, ikke desto mindre altid søgte at drage ham over til sin egen, hvad der højest kunne lykkes i korte øjeblikke og selv da kun tilsyneladende…” (s. 183)

Den samme fortvivlede dragning oplever han mod den smukke, blonde Ingeborg Holm, som han er håbløst forelsket i. (Mens han så i øvrigt ignorerer Magdelena Vermehren, der er lige så håbløst forelsket i ham.)
Efter opløsningen af faderens firma rejser Tonio Kröger ud. Han udforsker syden og slår sig for en tid ned i München, mens han langsomt slår igennem som forfatter – og i øvrigt udvikler en stærk selvbevidsthed som intellektuel. Det er her, han udfolder sin poetik i en samtale med – eller måske mere præcist: i en enetale til – billedkunstneren Lisaveta Ivanovna. For ham er den centrale modsætning mellem livet på den ene side og kunsten på den anden side:

”Man arbejder dårligt om foråret, javist, og hvorfor? Fordi man føler. Og det er kun en fusker, der tro, at den skabende har lov til at føle. Enhver ægte og oprigtig kunstner smiler ad det naive i denne misforståelse – melankolsk måske, men han smiler. … For sådan er det jo, Lisateva: Følelsen, den varme, hjertelige følelse er altid banal og ubrugelig, og det eneste, der er kunstnerisk er vores fordærvede artistiske nevesystems imitationer og kolde eksistens.” (s. 198)

Kunstneren må altså ikke være for tæt på livet i al dets banalitet. Rigtigheden i det udsagn kan jo nok diskuteres. Lisateva morer sig over dets ungdommelige radikalitet. Og et lykkeligt kunstnerliv lægger det i hvert fald ikke op til.

For at blive forløst må Tonio Kröger vende hjem. Rejsen til byen mod nord og videre til det særligt nordiske Danmark bliver en konfrontation med fortidens længsler, men det bliver også en anerkendelse af hans egen splittede natur. I stedet for at beklage splittelsen mellem livet og kunsten, mellem det rationelle nord og det følelsesladede syd, mellem lys og mørke, måske også mellem det mandlige og det kvindelige, tager han den nu på sig. Det er netop i dualismen mellem de to, at han finder sin identitet og sit ståsted som kunstner.

Historien er et interessant portræt af en kunstners tilblivelse. Man kan godt læse den uden kendskab til Manns biografi, men det lægger helt sikkert nogle lag til fortællingen, hvis man i forvejen kender en del af forfatterskabet, så man kan læse Kröger-fortællingen som en nøgle til at forstå det.

Tonio Kröger er nyoversat og udgivet som en del af Tidlige fortællinger 1893-1912.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s