Anmeldelser · Europæiske perler

Günter Grass: Mit århundrede

Erindringer i fiktiv form

Bogen fra 1999 er et af Grass’ sidste skønlitterære værker, og den kan både læses som en serie på 100 noveller – én for hvert år i det 20. århundrede – og som en sammenhængende fortælling i 100 kapitler om Tysklands historie og om Günter Grass selv. Jeg hælder nok mest til det sidste, selvom forlagsteksten præsenterer den som en novellesamling.

Günter Grass: Mit århundrede - forside

Alle kapitler har titel efter årstallet, og de er alle sammen 3-4 sider lange. Den første handler om bokseropstanden i Kina, som fortælles som en erindring fra en af de tyske marinesoldater, som kejseren personligt sendte af sted. I den sidste lader Grass moderen genopstå fra de døde, blidt skælde ham ud og i øvrigt give ham sin velsignelse til de mange historier, som han altid har fortalt, og hvor grænsen mellem sandhed, fantasifuld overdrivelse og løgn har været svær at finde.

Som oftest betyder hvert kapitel også en ny fortæller og et nyt perspektiv, men der er enkelte undtagelser, som er værd at hæfte sig ved. For det første er der de to verdenskrige. Den første genfortælles gennem et møde mellem Ernst Jünger og Erich Maria Remarque mange årtier senere. De to forfatter har med I Stålstormen og Intet nyt fra Vestfronten forfattet de to væsentligste tyske bøger om krigen, som de selv så mange år senere opfatter forskelligt: Remarque er fortsat pacifist og optaget af rædslerne. Jünger er anerkender grusomheden, men ser selv nu, efter endnu en krig, fronterfaringen og kammeratskabet som noget positivt. Den anden fortælles endnu mere originalt: En gruppe journalister, der har gjort tjeneste som tyske krigskorrespondenter, mødes til et veteranttræf på Sild, og samværet tvinger dem til at genopleve forløbet endnu engang. Det er samtidig en besk kritik af det vesttyske efterkrigssamfund, hvor også journalister på nazisternes side blev indrulleret i forbundsrepublikken som nyttige borgere, selvom fortidens tænkning hang ved.

Det gælder for det andet i de tre kapitler om ungdomsoprøret, hvor fortællerrollen er lagt i hænderne på en tysk professor, der mange år senere ser tilbage og undrer sig over, hvorfor han valgte at forlade den radikale studenterscene i Berlin og i stedet drog vestpå for at blive elev af Heidegger. Dermed antydes det, at opbruddet omkring 1970 trods alt blev definerende for det senere Tysland. Og så er der de kapitler, hvor det er Grass selv, der fortæller historier fra sit liv: Om Bliktrommens udgivelse, om arbejdet for Willy Brandt og om valget i 1998. Det virkede ret selvovervurderende at lade så mange år udgå fra lige netop hans oplevelser.

Blandt 100 fortællinger vil der være gode og mindre gode imellem, og dem der fungerer bedst, er når Grass vælger en overraskende og gerne lidt perifer vinkel på sine emner. Jeg var f.eks. ret begejstret for 1924, hvor Zeppelin som en del af krigsskadeerstatningerne skulle flyve et splinternyt luftskib til USA og overlade det til amerikanerne. Fortælleren er en matros, der føler sig fristet til at sabotere skibet, men som alligevel undlader at gøre det, fordi han vil være med til at vise, hvad tysk ingeniørkunst er i stand til. 1920, derimod, er en kedsommelig revanchistisk festtale i anledning af samlingen af de tyske jernbaner i et selskab. Det virkede lidt for nemt.

Andre perler er 1951, hvor en kvinde skriver til folkevognsfabrikkerne fra DDR for at få udleveret en folkevogn, som hendes mand har samlet mærker til under Hitlertiden – mere blind for de politiske forhold, kan man næsten ikke være. Eller 1974, da Günter Guillaume – DDR-spionen der havde bragt Willy Brandt til fald – sidder i sin fængselscelle og ikke ved, hvem han skal holde med, da Vesttyskland og Østtyskland mødes i en fodboldlandskamp.

Grass formår at fange udviklingen fra år til år, og når man læser kapitlerne fra f.eks. et årti, får man en god fornemmelse af stemningen i perioden. I forhold til de faktiske begivenheder er Per Øhrgaards liste over omtalte begivenheder en stor gevinst. Når jeg alligevel er lidt forbeholden over for bogen, skyldes det en del historiers ringere kvalitet og forfatterens lidt irriterende ide med at sætte sig selv i centrum.

Advertisement

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s