Thomas Mann: Tidlige fortællinger 1893-1912

Stærke historier fra mesterens unge år

Gyldendal har over de sidste år udgivet alle Thomas Manns fortællinger – begrebet er passende, for mange af historierne er længere og mere komplicerede end noveller typisk er – i en ny oversættelse af Judyta Preis og Jørgen Henrik Monrad. Dermed har vi for første gang fået alle Manns kortere arbejder på dansk, og det skal vi være glade for. Historierne er fremragende, og dette første bind er en interessant mulighed for at følge en ung kunstners udvikling og selvrefleksioner.

Første bind rummer 25 fortællinger, hvoraf i hvert fald to ofte udgives selvstændigt, nemlig den selvbiografiske Tonio Kröger og hovedværket Døden i Venedig. Jeg synes, at de fortjener særlig opmærksomhed, så dem vil jeg vende tilbage i senere indlæg.

Mann voksede op i en rig købmandsfamilie i Lübeck. Da hans far døde ung blev virksomheden opløst, og familien flyttede til München, hvor han udnyttede sin økonomiske uafhængighed til at rejse og etablere sig som kunstner. Disse motiver genfindes overalt i hans tekster. I ”Viljen til lykke” møder fortælleren f.eks. en gammel bekendt i Italien, hvor de begge rejser rundt, og mens fortælleren ikke har et klart mål, så er hovedpersonen Paolo kun optaget af at få tiden til at gå, indtil han endelig kan blive accepteret af sine svigerforældre og ægte den kvinde han elsker.

Rigdommes dilemma beskrives vel bedst i ”Wälsungeblod”, hvor en nyrig familie er blevet så ufatteligt velstående, at børnene kan få alt. De vælter sig i luksus og dannelse, bruger timevis på deres toilette og kan få alt, hvad de peger på. Alligevel er tilværelsen uden mening. Sønnen Siegmund lever livet på ironisk distance af tilværelsen. Fra denne outsiderposition kan alt kritiseres men intet skabes, og al rigdom til trods står han til at miste den umulige kærlighed til tvillingesøsteren Sieglinde, som skal giftes.

Døden og lidelsen er stærke temaer på tværs af fortællingerne. I ”Døden” er den vel nærmest hovedpersonen. Det er en typisk gotisk fortælling, hvor en adelsmand gennem mange år er blevet spået sin dødsdag og derfor overraskes, da den viser sig tidligere end ventet. Han afviser den, men med katastrofale følger. Det er en fin fortælling, men den er tydeligvis også et eksperiment, en afprøvning af en genre, som så vælges fra. ”Klædeskabet” har også drømmende, overnaturlige elementer, men Manns egentlige gebet er realistiske fortællinger og psykologiske studier.

Det kan være ægteskabets mange mærkelige former: I ”Lille Luise” lever den fede og tungsindige advokat Jacoby med sin lille vævre kone Amra. Et mærkeligt par og hun bedrager ham da også lystigt med en ung musiker. Alligevel er der en form for balance i deres forhold, i hvert fald indtil hun beslutter sig for at ydmyge ham offentligt. Omvendt er ægteparret Becker i ”Anekdote” tilsyneladende forbilledligt. Fru Becker dyrkes af byens mænd, men bag facaden foragter de hinanden og ligger i mere eller mindre åben krig.

Fortællingerne spænder vidt, men på tværs af dem er Manns stil umiskendelig. Tæt, nuanceret prosa, stærkt tegnede karakterer, både i deres egenskaber og deres fysiske udtryk, og bag det hele reflekteres tidens intellektuelle debatter og Manns egen historie. Oversættelsen er også meget vellykket, så der er faktisk ingen grund til ikke at komme i gang.