Anmeldelser · Europæiske perler · Klassikerhjørnet

Theodor Fontane: Die Poggenpuhls

Preussisk lavadel under kærlig behandling

Fontane er vel den mest kendte fortolker af Preussen i 1800-tallet. Den konservative og adelsdominerede tyske stat, der med krig og behændighed samle de tyske stater til det andet kejserrige i 1871. Det var en samling, der var kulminationen på Preussens ekspansion, men som også rummede kimen til dets undergang. Den traditionelle landadel var dømt til at miste indflydelse i takt med industrialisering og urbanisering.

Frau Jenny Treibel - forside

I den situation var det med at holde på formerne, og det er netop hvad Poggenpuhl familien gør. Faderen var tidligt død i militærtjeneste, så nu må moderen og de tre døtre klare sig på bedste beskub i lejligheden i Berlin. Sønnerne Wendelin og Leo er allerede gået i militærtjeneste, og mens den ældste har en strålende karriere for sig, så er Leo lidt af en døgenigt.

I virkeligheden vil han bare gerne leve som en adelsmand burde: Sorgløst og med penge nok til at tillade sig lidt luksus. Måske er det derfor, at Fontane og familien bærer så meget over med hans overforbrug. Der er ikke noget ondt i det, og den store katastrofe udebliver da også.

Blandt døtrene er Therese den ivrigste fortaler for adelens forrang og den særlige poggenpuhlske ånd. Det er muligvis komisk, når de på borgerlig vis må vende hver en pfennig, men for familien bliver det tydeligvis så meget desto vigtigere, når den ikke har så meget andet.

Therese kunne være udgangspunktet for en besk kritik, men hendes søstre er blødere i kanterne. Sophie er en stor kunstnerisk begavelse, som tjener penge på musik og billeder, og Manon er et livstykke, der sørger for, at overlegenheden ikke får lov til at løbe helt af med de andre.

Der er ikke en egentlig handling i romanen. Fontane vil tegne et kærligt og også lidt kritisk portræt af en særlig type familie i det vildt voksende Berlin. Han har blik for familiens svagheder, men han gør aldrig romanen til en bidende kritik eller den fortælling om social deroute, der ellers ville være så oplagt. Det valg betyder også, at der ikke er bid nok i romanen til at gøre den rigtig mindeværdig, men som et finfølt blik ind i et hjørne af den preussiske selvbevidsthed fungerer den fint.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s