Gavtyv laver ”arbejd efter reglerne” oprør
Selvom man aldrig har læst Svejk, så har man en fornemmelse af, hvem han er – og det siger jo i sig selv en hel del om, hvor markante aftryk Haseks romanfigur har sat på populærkulturen og på vores erindringer om 1. verdenskrig.
Romanen starter den dag ærkehertug Ferdinand og hans kone bliver dræbt ved et attentat i Sarajevo. Hundehandler Svejk er som så ofte før ude at få sig et glas, og netop denne dag går politispionerne særligt grundigt til værks. Selvom han gør sig umage for kun at tale pænt om ærkehertugen, kejseren og Østrig-Ungarn i almindelighed, bliver han arresteret.
Og dermed begynder Svejks lange vandring gennem krigens bagland. Selvom han hurtigt bliver indkaldt, så var han nemlig endnu ikke nået frem til fronten, da Hasek døde i januar 1923, midt i dikteringen af det fjerde af seks planlagte bind. Overalt møder han omverdenen med en strøm af anekdoter, jovial gemytlighed og pinlig korrekt lydighed. Dvs. han adlyder ordrernes og reglementets bogstav, men ikke nødvendigvis dets ånd eller sine foresattes hensigter, og mere end én gang går han forkert, så rejsen bliver længere og langsommere end nødvendigt.
Nils Arne Sørensen beskæftiger sig indgående med Svejk i Den store krig, hvor han udlægger svinkeærinderne som en bevidst overlevelsesstrategi: Krigshandlingerne var så hårde og blodige, at enhver fornuftig soldat måtte gøre sit yderste for ikke at komme kamp – og eftersom alle hærene slog hårdt ned på alle nægtere, var det kun med list og Svejks særlige ”arbejd efter reglerne” obstruktion, at det var muligt at krybe uden om.
Den udlægning kan jeg godt følge, men i praksis opnår Svejk ikke meget. Vi er stadig i 1915, da romanen slutter, og hans regiment er allerede på kanten af kamphandlingerne. Til gengæld formår Svejk at udstille de mange idiotiske elementer i krigen. Først og fremmest retter han sin galde mod de mange reserveofficerer, der er gået direkte fra det civile liv til en fremtrædende plads i hæren, hvor de doserer nationalistisk bavl i så rigelige mængder, at både menige og de professionelle officerer er ved at koge over. Særligt løjtnant Dub får tørt på.
Svejk er den altdominerende figur i romanen, men jeg havde også stor sympati for premierløjtnant Lukas. Svejk bliver tidligt ordonnans for ham, og det går ikke stille af. Lukas er en inkarneret skørtejæger, og Svejk er snedig nok til at hjælpe ham med stort og småt i den henseende, men da Lukas beder om at få en hund, går det galt. Svejk får oberstens hund stjålet, og inden længe er de begge to på vej til fronten. Lukas er selvsagt rødglødende, men det er som om han vænner sig til Svejk efterhånden – og i takt med at Svejk også laver numre med de foragtede reserveofficerer, opstår der et særligt bånd mellem dem.
Den gode soldat Svejks eventyr er et modstykke til frontberetningerne fra 1. verdenskrig. Barbusses Ilden og Remarques Intet nyt fra vestfronten handler om de frygtelige oplevelser i skyttegravene, men det meste af soldaternes tid gik med træning, opmarch, transporter og hvil bag fronten. Her træder systemets tåbeligheder endnu tydeligere frem, og dagene er utvivlsomt gået med historier, kortspil og tilværelsens almindelige banaliteter.
Som roman har bogen sine begrænsninger. De mange anekdoter bliver lidt enerverende – især når Haseks alterego, den etårsfrivillige Marek kommer på banen – og i det hele taget ville romanen have haft gavn af en kærlig men håndfast redaktør.
Mest om bøger 