Anmeldelser · Klassikerhjørnet

Erich Maria Remarque: Intet nyt fra Vestfronten

Krigen æder sjæle op

Hundrede år efter er 1. verdenskrig fortsat det vigtigste billede på den moderne krigs fremmedgørelse og meningsløshed. Det skyldes nogle objektive faktorer omkring krigen (den fastlåste skyttegravskrig på vestfronten, skænderierne om årsagen, en fredsslutning, som bar kimen til den næste krig i sig og dermed gjorde ofrene meningsløse) men det skyldes også den kulturelle bearbejdning af krigen. Der er masser af bøger og film om heroisk modstand mod nazismen, men vore billeder af første verdenskrig er af gassede soldater, der i deres blindhed må lade sig føre af kammeraten foran, og vores kollektive erindring handler om generationer, der blev mejet ned af maskingeværer i meningsløse offensiver.

Erich Maria Remarque: Intet nyt fra Vestfronten - forside

Hvert land har givet sine bidrag til opfattelsen af den europæiske ”urkatastrofe”, men Intet nyt fra Vestfronten er vel klassikeren over dem alle. Siden romanen udkom i 1929, er den trykt i mere end 20 mio eksemplarer, og dens humanistiske budskab er så relevant i dag som nogensinde. Paul Bäumer melder sig frivilligt som 18-årig, men frivilligheden kan diskuteres. Det er hans lærer Kantorek, der med lige dele national bragesnak og socialt pres får hele klassen til at marchere til hvervestationen. Efter en ydmygende rekruttid under den smålige sergent Himmelstoss havner han på Vestfronten, hvor han efter et år allerede er en garvet veteran, dvs. i live efter de første ture ved fronten.

Paul klarer sig igennem med en lille gruppe kammerater. Nogle er fra klassen derhjemme, andre er frisiske bønder, som de er blevet sat sammen med, og gruppen er kun blevet mere sammentømret efterhånden som kammeraterne er faldet. Rekrutter kommer og går. Mange overlever ikke deres første kampe, men for døden er selv den snedigste veteran ikke sikker. En for en forsvinder kammeraterne i den konstante bølge af angreb og modangreb eller i den konstante artilleriild eller i nærkampe på bajonet eller som ofre for snigende giftgas eller skudt ned af fjendtlige flyvere. Døden er overalt og viser sig i alle tænkelige former.

Nådigst er døden ved dem, der rives bort på et øjeblik, men ofte er den langtrukken og pinefuld, og Remarque sparer bestemt ikke på de grusomme detaljer. Det kan godt være, at Paul ikke kan forklare krigens rædsler, da han møder bedsteborgerne på knejpen under en orlov, men det kan forfatteren. Han vil riste en rune over en tabt generation, og han vil vise generaler og politikere de fulde konsekvenser af beslutningen om at gå i krig.

Soldaterne kan ikke vriste sig fri af den maskine, som militæret er, men de kan reflektere over deres situation og genkende sig selv i modstanderne på den anden side. Hvad har de franske bønder egentligt gjort Paul og hans kammerater? Hvem er det egentlig, der tjener på krigen, mens soldaterne sulter i skyttegravene? Selv de russiske krigsfanger, der holdes på sultegrænsen i en kz-lejr, har godmodige bondeansigter, når han kigger efter. De vældige frustrationer, som veteranerne tog med hjem efter krigen, er allerede i fuld udfoldelse ved fronten. Følelsen af at være ofret for ingenting, følelsen af at være fremmedgjort fra den tidligere og de kommende generationer, som ikke har haft den samme oplevelse, følelsen af at være prisgivet tilfældet – alt sammen strømmer det ud af bogens sider.

”Jeg er ung, jeg er tyve år gammel; men jeg kender ikke andet af livet end fortvivlelsen, døden, angsten og den tåbeligste overfladiskhed tæt op ad en afgrund af lidelse. Jeg ser, at folkene bliver drevet imod hinanden og tavse, uvidende, tåbelige, lydige, uskyldige dræber hinanden. … Hvad vil vores fædre stille op, hvis vi engang rejser os, træder hen foran dem og kræver dem til regnskab? Hvad venter de af os, når der kommer en tid, hvor ingen krig findes? I flere år var det vores beskæftigelse at dræbe; – det var første profession her i tilværelsen. Vores viden om livet indskrænker sig til døden. Hvad skal der senere ske? Og hvad skal der blive af os?” (s. 192-193)

Sidste år læste jeg ”Ilden” af Henri Barbusse, og temaerne i ”Intet nyt fra Vestfronten” er de samme: kammeratskabet mellem de menige soldater, dødens brutalitet, meningsløsheden. Men hvor Barbusse har skrevet på øjeblikkets indignation og udgivet sin beretning før krigen var slut, er Remarques roman et mere helstøbt kunstværk. Paul og hans kammerater foldes ud som hele personer, og det gør tabet af dem så meget mere smerteligt. Vil man lære krigen at kende, kan begge bøger anbefales, men Remarques roman regnes med rette for et mesterværk.

5

Reklamer

4 thoughts on “Erich Maria Remarque: Intet nyt fra Vestfronten

  1. Flot anmeldelse. Giver mig lyst til at genlæse Remarque (er bange for, at det er noget mere end 30 år siden, jeg læste Intet nyt…).

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s