Anmeldelser · Europæiske perler · Klassikerhjørnet

Henri Barbusse: Ilden

Rapport fra helvedes forgår

For hundrede år siden udgav Barbusse sin roman om et korporalskabs oplevelser under 1. verdenskrig. Det er en vigtig bog, som var med til at forme vores opfattelse af den forfærdelige krig på vestfronten, men det er også en roman, som stadig holder som litteratur. Det skyldes først og fremmest det ekspressive sprog, og Barbusses skarpe blik for de afslørende detaljer, som man aldrig ville kunne forestille sig, hvis man ikke selv havde oplevet det.

I første kapitel bliver personerne introduceret, og der er selvfølgelig en skønsom blanding af forskellige aldersgrupper og repræsentanter fra forskellige dele af Frankrig. Militærets traditionelle funktion som social og national integrationsmaskine er i spil, men det handler også om at give de mange mænd genkendelige egenskaber. De indledende diskussioner virker en anelse konstruerede til netop dette formål, men snart bliver man som læser suget ned i militærlivets monotoni.

Bombardementer og maskingeværer var de hyppigste dødsårsager, og hvem husker ikke billederne af mænd, der kravler op af skyttegravene for at kaste sig selvmorderisk frem mod modstandernes linjer? Men Barbusse forstår at økonomisere med disse dramatiske højdepunkter. Enheden oplever kun et egentligt stormangreb, men der er masser af andre muligheder for at omkomme: Tilfældige bombardementer og afsløring under natlige patruljer ud i ingenmandsland f.eks.. Selvom tiden især går med gravearbejder, ventetjeneste bag linjerne og omgruppering, så er døden aldrig langt væk. Det er de åbne render, mudderet og de våde jordhuler heller ikke.

”Vi stiger op af løbegravens skrænt, idet vi støtter os på sække, våben og rygge, der ligger sammenstuvet her. I bunden af dalkløften er jorden oppløjet af skud, dækket af stumper, her myldrer med liggende legemer. Nogle er ubevægelige som de døde ting, andre rører sig sagte eller trækker sig sammen i krampetrækninger. Spærreilden vedbliver at samle sine djævelske salver bag ved os på det sted, vi er kommet over. Men dér, hvor vi er, ved fode af højen, er der et dødt punkt for artilleriet.” (s. 236)

For mennesket kan alt blive hverdag, men som læser er det chokerende at læse, hvor dagligdags omgangen med lemlæstede lig bliver for soldaterne. De bliver stablet op, til de kan transporteres væk, begravet af det ene bombeangreb og spyet ud igen ved det næste. Krigens gru kan ingen være i tvivl om.

Persontegningen er ok, men ikke noget særligt. Kompagniets mænd har deres særheder, men fortælleren – der vel må være mere eller mindre identisk med Barbusse selv – forbliver underligt ukonkret. Hans oplevelser er som regel kollektive, og selvom oplevelsen af slaget og lazarettet er personlige, så man hører intet til hans historier eller hans bekymringer.

Forståelseskløften mellem frontsoldater og hjemmefronten berøres kun lidt, men skildringen er præcis. Til gengæld kunne jeg godt være det sidste kapitel foruden. Barbusse var blevet pacifist, da han udgav romanen, og det er ikke svært at se hvorfor, men pointen ville såmænd være tydelig nok uden den belærende dialog til sidst.
Ilden er et bevægende vidnesbyrd om den krig, der blev begyndelsen til enden på den europæiske verdensorden, og den er en påmindelse om, at krig altid er brutal og altid ledsages af døden. Afgjort værd at læse.

4

Reklamer

3 thoughts on “Henri Barbusse: Ilden

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s