Bonden som samfundets fundament
Det er forunderligt, at det er den samme forfatter, der har skrevet Sult og Markens Grøde. Sult er en modernistisk klassiker, der tager livtag med eksistentiel ensomhed og kunstnerisk stræben i en anonym storby, mens Markens Grøde er … noget andet.
Der er noget næsten mytologisk over romanens åbning: ”Den lange, lange sti over myrene og ind i skogene, hvem har trakket op den? Manden, mennesket, den første som var her. Der var ingen sti før ham.” (s. 7) Og fornemmelsen af en grundlæggelsesmyte forsvinder kun langsomt og i takt med at Isak, hovedpersonen, får brudt nyt land og skabt rammen om en tilværelse et sted i ødemarken i Nordnorge.
Isak er en naturens søn, der ved hjælp af en kolossal arbejdsevne hugger en tilværelse ud af naturens hænder og etablerer gården Sellanraa. Snart slutter Inger sig til ham, og det kan godt være, at hun har hareskår, men hun kan arbejde, og hun kan føde ham børn. Imens bliver gederne til flere geder, fårene til flere får, markerne til større marker, køer, høns og heste kommer til, og de to sønner Eleseus og Sivert vokser op som uskyldige naturens børn – lige indtil Inger føder en datter, der også har hareskår og straks derefter slår barnet ihjel.
Forbrydelsen kan ikke skjules, men slår den familien ud af kurs? Egentlig ikke. Isak knokler videre, den intrigante Oline flytter ind for at hjælpe med børnene, og gården vokser. Helt uden problemer er familien selvfølgelig ikke. Inger får sære ideer af opholdet i fængslet og kontakten til bylivet, og Eleseus bliver også ramt af civilisationens bacille, da han kommer i tjeneste hos en ingeniør i bygden. Bogen igennem er kontrasten mellem byens folk og landets simplere, men også mere ægte befolkning tydelig. Isaks modsætning er Brede, som også køber land, men som slet ikke har den flid eller den sparsommelighed, der skal til for at bygge noget nyt op.
Den eneste person fra byen, der for alvor fremstilles positivt, er lensmand Geissler. Han hjælper Isak med at få købt sin jord, og han hjælper familien med stort og småt undervejs. Selvom han er civilisationen, så har han tydeligvis mest til overs for nybyggerne, der skal skabe et nyt og stærkere Norge, og han gør hvad han kan for at hjælpe dem på vej. Men han er også en dæmonisk og manipulerende skikkelse, der behandler de lokale som børn og forfølger sin egen opfattelse af, hvad der er rigtigt og forkert. På sin hvis er han forfatteren selv, der træder ind i romanen og styrer sine personer i den rigtige retning.
Romanens værdidomme er svære at overse: ”Men kanske var det så, at denne gut hadde godt at slægte på og var ordentlig utstyret engang, men kom ind i kunstige forhold og blev omgjort til bytting? Blev han så flittig på et kontor og i en krambod at al hans oprindelighet gik tapt? Kanske var det saa. Ialfald går han nu her snil og lidenskapsløs, litt svak, litt likeglad og vandrer videre og videre på sin avvei. Han kunne misunde hver mand i marken, men ikke engang det magter han.” (s. 294)
Jeg var meget begejstret for Sult, som viser et menneske i al dets svaghed og selvbedrag, men jeg er mindre glad for Markens Grøde og dens idyllisering af den barske nybyggertilværelse. Selvom Hamsun ikke kan holde sprækkerne væk – hele to spædbørn bliver dræbt ved fødslen – så fastholdes livet på landet som den eneste ægte tilværelse, og historien fortælles i et bevidst langsomt og gammeldags sprog. På mig virkede det kunstigt og lidt kedeligt.
Mest om bøger 