Alexander Solsjenitsyn: I den første kreds

Rapport om undertrykkelse

Sovjetunionens rædsler er efterhånden veldokumenterede. Millioner blev sultet ihjel, hundredetusinder blev udrenset og millioner blev deporteret til fjerne lejre, men litteraturen kan noget, som statistikkerne ikke kan: Den kan gøre ofrene til hele mennesker, som man interesserer sig for, og hvis det er stor litteratur, kan den også gøre vagterne, sikkerhedsofficererne og de politiske ledere til mennesker. Solsjenitsyn er en af det 20. århundredes store russiske forfattere, og få har som han viet deres forfatterskab til fangernes historie.

I den første kreds blev skrevet i årene efter Stalins død, men selvom Solsjenitsyn indleverede et nedtonet manuskript – seks kapitler var udeladt og centrale sekvenser skrevet om – så kom roman aldrig igennem den sovjetiske censur. I stedet blev den udgivet i vesten, hvor den var stærkt medvirkende til, at han i 1970 blev belønnet med nobelprisen i litteratur.

Titlen hentyder til Dantes guddommelige komedie, hvor helvede er inddelt i ni kredse, som kun bliver værre og værre. Den første kreds var ikke så slem endda. Her var alle de antikke filosoffer placeret; dem der måtte fordømmes som hedninge, men som samtidig blev anerkendt for deres fortjenester og som havde langt bedre forhold end staklerne i svovlsumpene længere inde.

Den sovjetiske parallel var ’sjaraskaer’ hvor veluddannede fanger forskede og udviklede ny teknologi. For at kunne levere de bedste resultater var mad og indkvartering i orden, men undertrykkelsen var stadig massiv: Med jævne mellemrum blev grupper deporteret til lejrene østpå, og sikkerhedsapparatet var fuldt ud til stede med brevcensur, stikkere og konstante ændringer i reglementet. Bogen foregår i sjaraskaen Mavrino i udkanten af Moskva i december 1949. Stalin har bestilt et sikkert telefonnet, og fangerne arbejder med et system, hvor tale skal omdannes til data, kodes, sendes og omdannes til tale igen. Teknologisk er det voldsomt udfordrende, og betingelserne er umulige: Som i femårsplanerne dikteres mål uden smålig skelen til, hvad der kan lade sig gøre.

Romanen følger forskellige spor. I centrum er fangerne, der arbejder på Mavrino, enten som ingeniører og sprogfolk, som håndværkere i værkstederne eller går til hånde med det praktiske arbejde. Uden om dem er fangevogtere og deres chefer, som godt nok hersker næsten uindskrænket over fangerne, men som samtidig er bitre rivaler og lever i konstant frygt for, at de skal blive stillet til regnskab for de manglende resultater. Oven over dem er sikkerhedsministeren Abakumov og Stalin selv. Endelig er der den unge udenrigsråd Vorodin, der i første kapitel prøver at advare en russisk professor om en fælde, der er sat for ham. Det er selvfølgelig det samme som en billet til lejrene, og det djævelske er, at det er en lille gruppe fanger på Mavrino, der bliver bedt om at bruge deres ekspertise til at foretage identifikationen.

Romanen udspiller sig som sagt over ganske få dage, men den opleves alligevel som et portræt af tyve års russisk historie, fordi synsvinklen hele tiden skifter, og fordi Solsjenitsyn tager sig tid til at fortælle deres livshistorie. Selvom der er et krimielement i romanen – fanger de Vorodin eller ej? – så er det ikke romanens væsentligste fortjeneste. Dertil udvikler plottet sig simpelthen for langsomt. Kvaliteten ligger i den nuancerede personskildring, der lader hele det sovjetiske samfund træde frem, og hvor Solsjenitsyn nådesløst viser, hvordan systemet nedbryder de idealer, som revolutionen måtte være bygget på. Systemet spiser fangernes sjæl, og lederne lærer hurtigt at acceptere deres privilegier som en selvfølge. (Som Arthur Koestler også har vist, så afslører det sovjetiske system sig ikke mindst ved at bryde med egne lighedsidealer.)

Historien er selvfølgelig voldsom, men bogen er også medrivende og mange steder morsom. Ikke mindst de mange tilnavne til Stalin (Elektrikernes Bedste Ven f.eks.) er strøet ud over bogen med absurd ironi. Og kapitlerne om Stalin selv er et bistert studie i diktatorens væsen, som måske nok er underfundigt, fordi den udleverer ham som selvforherligende, men først og fremmest skræmmende pga. hans umådelige magt:

”Men han havde ikke engang tiltro til denne ukomplicerede Abakumov. Mistillid til mennesker var det meste karakteristiske træk i Josef Dzjugasjvilis personlighed. Mistænksomhed var hans livssyn.
Han havde ikke haft tiltro til sin egen mor. … Han stolede ikke på sine eksilkammerater. … Han stolede ikke på sine nærmeste medarbejdere. Han stolede ikke på sine koner og elskerinder. Han stolede ikke på sine børn. Og altid viste det sig, at hans mistro havde været berettiget.” (bind 1, side 140)

Solsjenitsyn føjer sig fornemt til den russiske tradition for lange, episke romaner. Jeg plejer gerne at sige, at en forfatter virkelig skal have noget på hjerte for at fastholde min opmærksomhed mere end 300 sider, og selvom I den første kreds fylder mere end det dobbelte, så kom jeg aldrig til at kede mig eller til at skæve længselsfuldt efter slutningen. Personerne og deres omgivelser er interessante, og så betyder det ikke så meget, at plottet er beskedent.