Anmeldelser · Fra den vide verden

Thomas Pynchon: Katalognummer 49 udbydes

Tab og konspirationer i Californien

Nogle bøger er nemme at anmelde. Der er en klar historie, som man kan genfortælle lidt af, nogle genkendelige personer, som man kan forholde sig til, og et budskab, som er værd at reflektere over. Sådan en bog er Katalognummer 49 udbydes ikke. Pynchon tager læseren med ned under overfladen på 1960’ernes Amerika, hvor intet er, som det ser ud til, og mystiske konspirationer måske / måske ikke driver en parallelverden. Og eftersom intet bevises eller afklares, står læseren først og fremmest forvirret tilbage.

Thomas Pynchon: Katalognummer 49 udbydes - forside

Oedipa Maas bliver udpeget som eksekutor for sin tidligere elskers dødsbo og tager afsted mod San Narcisco for at løse sin opgave. Indkvarteret på Ekko hotel indleder hun en affære med advokaten Metzger, der er boets anden eksekutor, og hun tager på udflugt med bandet The Paranoids, der spiller engelsk inspireret rock’n roll.

Og derfra bliver det rigtig mærkeligt. Hun opsøger en af boets fabrikker med store anonyme kontorlandskaber i pastelfarvede bygninger, men hverken hun eller vi finder ud af, hvad der produceres. Hun finder mystiske symboler, der forestiller et posthorn, og hun finder antydninger af eksistensen af en hemmelig postorganisation ved siden af den statslige. Et vildt blodigt teaterstykke af den fiktive jakobinske forfatter Wharfinger tyder endda på, at der lige siden middelalderen har eksisteret et hemmeligt selskab.

Hendes rejse bringer hende rundt i San Francisco, og da hun vender tilbage er verden forandret. Mændene i hendes tilværelse forsvinder fra hende, lige fra ægtemanden til den tyske psykiater, der ser israelske agenter overalt efter lidt for heftige eksperimenter med LSD.

På sin egen forvrængede måde er romanen et portræt af et USA i opbrud, hvor tilliden til autoriteterne og til den glatte kapitalisme var på retur, og hvor den yngre generation både frygtede og håbede, at de havde arvet et andet samfund, end det der lige var til at se. Man fornemmer hele vejen igennem Pynchons suveræne greb om stoffet – Wharfinger-stykke er f.eks. en intelligent parodi på Shakespeare – og jeg er slet ikke i tvivl om, at romanen gemmer masser af lag, som jeg ikke fangede under gennemlæsningen. Men ”sandheden” blev serveret i så små glimt, at jeg mere følte mig forvirret end egentlig berørt af historien.

3

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s