Anmeldelser · Politik og samfund

Arthur Koestler: Yogien og kommissæren

Essays giver stadig noget at tænke over

Koestlers liv er en rejse gennem Europas historie i første halvdel af det tyvende århundrede. Født i Ungarn flygtede han til Tyskland, hvor han blev overbevist kommunist. Da det blev livsfarligt gik turen videre til Sovjetunionen, hvor Moskvaprocessernes vanvid overbeviste ham om, at han nok var socialist, men at Stalins forsøg på at virkeliggøre den ikke var noget for ham. Derefter videre til Spanien, hvor han var undercover i Francos hovedkvarter, indtil han blev opdaget og var på nippet til at blive dømt til døden.

Arthur Koestler: Yogien og Kommissæren - forside

Under anden verdenskrig opholdt han sig i England, hvor han deltog i den offentlige debat og mobilisering til kampen mod nazismen. Denne essaysamling samler bidrag fra årene 1941-44, og den trækker på de to erfaringsrum. På den ene side er der mobiliseringstekster og skarp kritik af f.eks. Vichy-regeringens villige samarbejde med nazismen, og på den anden side – og det er nok den del, der vækker mest genklang i dag – kulturhistorie analyser af, hvorfor det var kommet så vidt.

Af den første gruppe tekster er det især ’Jordens bærme – 1942’ og ’Richard Hillary in memoriam’ der står stærkt. Inden Koestler kom til England var han interneret sammen med andre veteraner fra den spanske borgerkrig i Le Vernet lejren i det sydlige Frankrig. Som så mange andre interneringslejre var den præget af elendige forhold, og de var kun blevet værre efter krigsudbruddet mod Tyskland. Koestler har nu fået nyt fra lejren, og han kan i detaljer fortælle, hvordan fangerne dør som fluer, og hvordan den franske ledelse har svigtet sine løfter om at ødelægge alle arkiver inden nazisternes ankomst. Parallellerne til den danske registrering af kommunister er oplagte.

Richard Hillary var en ung flyver, der deltog i slaget om England og desuden en lovende ung forfatter, der beskrev sin generations kamp i bogen The Last Enemy. I hans – og Koestlers – øjne var det en generation, der havde mistet tidligere tiders blinde tro på deres eget land, for den var gået under i den forrige krig og i fiaskoen med at sikre freden, men som alligevel følte sig kaldet til kampen, fordi de troede på muligheden af en bedre verden.
Alligevel er det især analyserne, som bogen er kendt for, og selvom bogen kommer vidt omkring, vil jeg her holde mig til to emner: Det forenede Europa og stalinismen.

Koestler beskæftiger sig flere steder med Europa efter krigen, selvom han ikke vier emnet en selvstændig analyse. For det første ser han meget klart en fremtid, hvor store dele af Europa vil være domineret af Sovjetunionen, fordi centralmagterne og især Tyskland vil være brudt sammen. For det andet ser han europæisk samling som en logisk konsekvens af den moderne økonomis krav til større enheder og transportmidlernes hastige udvikling. Men han ser også en modsatgående bevægelse, fordi krigen har styrket nationalismen helt enormt i de besatte lande, der er drevet i en nationalromantisk retning i stedet for at blive mere fokuseret på fælles (socialistiske) løsninger. Det var præcis de kræfter, der kom til at præge efterkrigstidens Europa, der fortsat ikke har fundet sine ben i balancen mellem fællesskab og nationalt (lokalt?) selvstyre.

Bogens vigtigste slagnummer var det nådesløse opgør med stalinismen. I ’En mytes anatomi’ analyserer han den europæiske venstrefløjs opfattelse af Sovjetunionen. Efter århundreder med rationalisme og videnskabelige fremskridt, var der et desperat behov for at tro på noget absolut, og da Sovjetunionen bød sig til, blev den målet for alle venstrefløjens idealer, og den idealisering blev – som andre trosforestillinger – fastholdt uden skelen til, hvordan Sovjet rent faktisk udviklede sig. Analysen er skarp og forudgriber på mange punkter Bent Jensens analyser i Stalinismens fascination og Gulag og glemsel.

I ’Sovjetmyten og virkeligheden’ sætter Koestler sig så for at analysere den faktiske udvikling, og det virker så stærkt, fordi han gør det med officielle russiske tal og med udgangspunkt i officielle kommunistiske doktriner. Alle anerkendte, at det socialistiske samfund endnu ikke var realiseret, så spørgsmålet måtte være, om udviklingen gik i den rigtige retning eller ej. Og det gjorde den ikke. Sovjetunionen blev ikke mere socialistisk men mindre (f.eks. udtrykt gennem voksende lønforskelle mellem ledere og ufaglærte, der også var større end i vesten). Chancerne for at ændre den udvikling var også dårligere end i England, fordi frihedsrettighederne blev trådt under fode, mens den offentlige debat og muligheden for at vælge repræsentanter var totalt udhulet og erstattet af et rent teknokratisk system. Der er grundigere analyser af Gulag, af udrensningerne og af de forfærdelige forhold i arbejdslejrene, men fordi Koestler har været tæt på det hele, så har hans fremstilling en særlig nerve. Også har han et skarpt blik for det fundamentale forræderi mod egne idealer, som den konkrete ulighed er et udtryk for.

Yogien og kommissæren var en bog, der skabte røre, da den udkom lige efter krigen, og på nogle områder er den et produkt af sin tid. Men den er også så skarpt tænkt og så menneskeligt og tankevækkende skrevet, at den stadig er værd at læse.

4

Reklamer

One thought on “Arthur Koestler: Yogien og kommissæren

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s