Anmeldelser · Billeder med ord - ord med billeder

Vittorio Giardino: Ungarsk Rapsodi og Menneskejagt i Istanbul

På eventyr med Max Fridman i det tabte Europa

Giardino er dybt optaget af mellemkrigstidens politiske modsætninger. Europa var splittet mellem demokratier, fascistiske diktaturer og den ”virkeliggjorte socialisme” i Sovjetunionen, og mistroen mellem de tre parter var udpræget. Dermed var scenen også sat for spionage og dobbeltspil, og det er netop det giftige miljø Giardino placerer sin helt Max Fridman i.

Ungarsk Rapsodi - forside

Ungarsk Rapsodi indledes i starten af 1938 med flere mord i Budapest, hvor en hel fransk spionring bliver udslettet. Det lugter af dobbeltagenter i egne rækker, og derfor henvender efterretningstjenesten sig til Max Fridman, en tidligere agent og veteran fra den spanske borgerkrig som nu ernærer sig som tobakshandler i Geneve. Snart trækkes han ind i et komplekst spil med smukke kvinder, ubehagelige håndlangere og mærkelige adelige. Bag det hele lurer det nazistiske Abwehr, der tilsyneladende er ved at organisere (endnu) en våbentransport til Franco. Men hvad adskiller den fra alle de andre hemmelige våbentransporter?

Menneskejagt i Istanbul - forside

Menneskejagt i Istanbul udspiller sig et halvt år senere. Ingeniøren Stern er flygtet fra Sovjetunionen, og med NKVD i hælene prøver han desperat at komme videre til vesten. Et par uger senere ankommer Fridman til byen, hvor han hurtigt får de russiske agenter på nakken. Sammen med den mystiske Magda prøver han først og fremmest at holde sig i live, mens han finder ud af, hvad der egentlig foregår. De franske agenter i området er tilsyneladende ligeglade. Hitler puster sig op mod Tjekkoslovakiet, og i den situation er et godt forhold til Sovjetunionen vigtigere end en enkelt lille afhopper. Eller hvad?

Tegningerne er holdt i en klar, realistisk stil. Arbejdet bygger tydeligvis på grundig research – jeg kunne i hvert fald genkende mange steder fra Budapest, og jeg vil tro, at det samme er tilfældet med Istanbul, hvis man har været der. Billedsiden var i sig selv en fornøjelse, og den understøttede historierne vældig godt.

Begge albums er elementært spændende. Giardino har fuldt styr på tiden og dens ideologiske modsætninger. Det giver bøgerne autencitet, og personerne er både komplekse og troværdige. Den flydende storpolitiske situation bruges til at skabe et spil, som ingen kan overskue. Fridman (og læseren) ser kun en flig af, hvad der foregår, men det gør kun historien mere realistisk.

Se også min anmeldelse af No Pasaran, det nyeste Max Fridman-album, hvor han vender tilbage til Spanien lige før republikkens undergang.

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s