Anmeldelser · Nordlys - bøger fra Norden

Lars Saabye Christensen: Bernhard Hvals fortalelser

Liv på kanten

”Jeg kan lige så godt få det overstået og præsentere mig først som sidst: Jeg var ikke den skøreste. Jeg var kun den næstskøreste. Mit navn er Bernhard Hval.” Sådan indleder Saabye Christensen sin roman fra 2010, men undervejs på de 517 sider bliver man som læser skeptisk: Mon ikke Hval alligevel er den skøreste?

Bernhard Hvals fortalelser - forside

Skør er han i hvert fald. Plaget af tvangstanker og ustyrlige impulser gennemlever han dagligt et repertoire af tænderskæren, latinske remser, spytten, kolbøtter, snøften og meget andet. Det giver ikke så få pinlige situationer, og det er en kun takket være en formidabel disciplin tilsat en del gode forbindelser, at han holder sig på den rigtige side af galeanstalten. Han bliver ikke spærret inde: Han bliver læge.

Hval er født i 1900, og hovedparten af romanen samler op på hans liv frem til 1929. Her møder han den ligesindede Notto Fipp, der slås med sine egne dæmoner, men har fundet ud af at tøjle dem ved at vandre. ”Når jeg går, tænker jeg mindre,” (s. 33) som han allerede formulerede det i barndommen.

Der opstår et særegent venskab mellem de to mænd. De forstår hinanden – eller er det bare noget Bernhard bilder sig ind? – og Fipps største vandreture falder sammen med skelsættende begivenheder i Bernhards liv. Han dimitterer som den bedste på sin årgang, han bliver forunderligt nok gift med den selvstændige og rige Sigrid, og han indleder på trods af sine særheder en akademisk karriere. Det er dømt til at gå galt, både videnskaben og ægteskabet.

Lars Saabye Christensen
Min første bog af Saabye Christensen bliver ikke min sidste!

Saabye Christensen skriver over stok og sten. Vi kommer helt ind i hovedet på Bernhard Hval, hvor et mylder af tanker kæmper om at komme til. Det er morsomt, men det er også tragisk, for selvom Hval er dygtig, så er han også ensom og hele tiden tvunget til at kæmpe med sig selv. ”Men jeg, jeg havde to discipliner, jeg skulle op i: medicin og ordenssans. Måtte ikke grynte. Måtte ikke snuse ind. Heller ikke trampe, slå kolbøtte eller spytte, for guds skyld, spyt ikke til medicinsk embedseksamen! Det er det, jeg siger: Vi, de kantede, har altid dobbelt så meget at lave, hvorfor de timer, vi har til rådighed burde fordobles.” (363)

Det dobbelte bogholderi er selvfølgelig umuligt – og med det følger den dårlige samvittighed. ”Jeg tog for øvrigt ikke til genmæle. Jeg passede min dont. Det er de kantedes forbandelse. Vi lider af konstant dårlig samvittighed, den er uophørlig, den sidder som hæmorider i sjælen, og derfor tager vi al skyld på os. Vi har fortjent det.” (384)

Bernhard har været kantet så længe han kan huske, men det har næppe holdt tvangstankerne nede, at moderen forlod ham efter en stribe kærlighedsforhold til stuepigerne, eller at faderen begik selvmord efter en fejlslagen spekulation i kokosnødder under 1. verdenskrig. Under alle omstændigheder kan Bernhard Hvals liv ikke reduceres til hans sygdom. Saabye Christensen skriver et ægte menneske frem. Et der oplever usædvanligt meget og gør sit bedste for sig selv og for andre. Det er en præstation.

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s