Anmeldelser · Europæiske perler

Robert Harris: Pompeji

Spænding  – trods forudsigelig afslutning

Når historien foregår i og omkring Pompeji i år 79, er det svært at blive overrasket over slutningen. Alligevel får Harris en spændende historie ud af byens undergang, fordi han finder en interessant synsvinkel på forløbet, og fordi skildringen af tiden er troværdig.

Pompeji - forside

Formen er den klassiske formel for en katastrofefilm: Mærkelige hændelser finder sted, men ingen forstår i første omgang, at det er et dystert forvarsel om langt værre problemer. Sådan er det også i bogen, hvor Vesuv var som skabt til at komme bag på romerne langs Napolibugten. De vidste ikke engang at bjerget var en vulkan!

Pludselig forsvinder den gamle aquarius ved Via Augusta. Augusta var den akvædukt, der løb hele vejen rundt om Vesuv og forsynede byerne langs bugten med vand. Den var livsnødvendig for indbyggerne og for flådestationen i Misenum, og derfor reagerer Rom hurtigt ved at sende den unge Marius Attilius Primus af sted som ny ansvarlig for vandforsyningen.

Næppe er han ankommet før vandet bliver forurenet af svovl for derefter at tørre helt ind. Det er en katastrofe, og snart står han hos admiral Plinius den Ældre for at få hjælp. Han skal til Pompeji, så han kan finde bruddet og få skaden repareret.

Vi ved, at det er en rigtig dårlig dag til et besøg i byen, men det gør han og hans folk ikke!

Attilius er den primære fortæller, men vi ser også begivenhederne fra Plinus’ synsvinkel – han og nevøen Plinius den Yngre blev som bekendt de vigtigste skildrere af udbruddet – og vi følger Corelia, en rig ung kvinde, og hendes far Ampliatus. Ampliatus er en interessant skikkelse: En frigiven slave, der har ejendomsspekuleret sig til rigdom og magt over sine gamle herrer.

Robert Harris

Korruption og forelskelse, grusomhed og stoisk mod. Harris bringer Rom til live som en vedkommende, anderledes verden. Det er ikke et slør for det egentlige drama, men tværtimod en forudsætning for at man engagerer sig i den by og de mennesker, man ved vil gå til grunde. Det lykkes. Pompeji kan anbefales som glimrende underholdning med den usædvanlige bivirkning, at man risikerer at blive interesseret i romerske akvædukter.

Jeg hørte bogen som lydbog, indtalt af Bengt Burg. Det var jeg ikke så begejstret for. Stemmen er behagelig, men han fik ikke varieret personerne nok, og derfor var det nogle gange svært at følge replikskifterne i dialogen.

PS Hvis du er interesseret i en anden skønlitterær vinkel på Plinius og udbruddet, så er Vågen af Harald Voetman en læsning værd.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s