Kazuo Ishiguro: Klara og solen

Empatiske robotter – og kyniske mennesker

Ishiguros litteratur spænder vidt. Jeg har tidligere læst Kunstner i den flydende verden om det japanske kunstmiljø op til anden verdenskrig, han har skrevet ærke-engelske historier som Resten af dagen, og med hans nyeste roman fra i år kaster han sig over science fiction genren. Resultatet er en fantastisk roman, der konfronterer læseren med en mulig fremtid og med hendes egne ideer om forskellen mellem mennesker og maskiner.

Historien fortælles af Klara. Klara er en KV, dvs. en kunstig ven, som rige forældre kan købe til deres børn. Vi møder hende i butikken, hvor Bestyrer flytter rundt på KV’erne, så udstillingen hele tiden er interessant og dynamisk. Klara har kun stået i udstillingsvinduet i kort tid, da en pige kommer forbi. Det er Josie, finder hun senere ud af, og endnu inden de har talt sammen er et bånd blevet dannet. I princippet er det selvfølgelig børnene og deres forældre, der vælger en KV, men mellem Josie og Klara er noget større på spil. Alle der har læst Harry Potter ved jo, at det tryllestaven, der vælger troldmanden.

Klara bliver købt og flytter ind hos Josie og hendes mor, der bor alene i et stort hus ude på landet. Josie er blevet ”løftet”, hvilket betyder, at hun har fået sine naturlige evner styrket med gen-terapi. Det er en behandling, som de fleste rige børn modtager, og sammen med fjernundervisning fra privatlærere sikrer det dem en plads på landets fineste universiteter. Til gengæld går de ikke i skole eller har venner, men de samles sjældne gange med andre løftede børn for at styrke deres sociale kompetencer.

Det er kun de privilegerede, der bliver løftet, men det er ikke uden risiko. Josie er blevet syg, og det er et åbent spørgsmål, om hun overhovedet vil overleve. Klara skal ikke bare være hendes ven, hun skal også holde øje med hende om natten, så lægen kan blive tilkaldt i tide, hvis det er nødvendigt. Josie er glad for hende, men hendes tætteste bånd er til drengen Rick, der bor ved siden af. Hans mor har valgt, at han ikke skulle løftes, og det er sammen med Josies sygdom og hans ansvar for sin egen mor med til at skabe afstand imellem dem. En afstand som kun kærligheden – og lidt betimelig hjælp fra Josie – kan overvinde.

Klara har et særligt forhold til solen. KV’erne får deres energi for solskin, men for Klara er solen meget mere end en energikilde. Hun dyrker solen som en særlig kraft, som hver aften går i seng i et skur bag naboens marker. Snart begynder hun at bede til solen om hjælp til Josie, og da hun for alvor får det værre, er det Klara, der insisterer på, at der stadig er håb.

Romanen er – blandt mange andre ting – også en spændingshistorie, der holder læseren på tæerne til det sidste. Derfor skal der ikke røbes mere om handlingen her. Til gengæld er det værd at reflektere lidt mere over den fantastiske karakter, som Ishiguro har skabt. Klara har en helt unik fortællerstemme, og så er hun, selvom hun er et kunstigt væsen, den bedste og mest menneskelige person i romanen. Hvor de andre har mistet troen på det guddommelige, har hun det. Hvor de voksne er begyndt at se på deres børn som ting, insisterer hun på det enkelte menneskes værdi.

Ishiguro tegner et billede af en dystopisk fremtid, hvor mange af de mest bekymrende tendenser i vores samtid er blevet virkelighed. Og alligevel er der også i den fremtid kærlighed og håb. Klara og Solen er et bevægende mesterværk, et sublimt og originalt forsvar for det menneskelige.