Anmeldelser · science fiction

Ray Bradbury: The Martian Chronicles

Visionært science fiction klassiker

Bradbury huskes bedst for den dystopiske Fahrenheit 451 om et samfund hvor bøger er blevet forbudt, fordi de fører til selvstændig tænkning, men han har et bredt forfatterskab bag sig inden for de fantasifulde genrer. I The Martian Chronicles fra 1951 kaster han sig over kolonisering af Mars og reflekterer samtidig over jordens mulige ødelæggelse i en tredje verdenskrig med atomvåben.

Ray Bradbury: The Martian Chronicles - forside

Romanen former sig som en serie korte kapitler, der tidsmæssig er placeret mellem 1999 og 2026. Den første del omhandler ekspeditioner til Mars, hvor menneskene i første gang møder en fuldt fungerende fremmed civilisation. Marsboerne er telepatiske og bryder sig ikke om fremmede, så deltagerne bliver dræbt uden de store overvejelser. Parallellen til erobringen af Amerika i 1500-tallet er tydelig, og det viser sig da også, at menneskene medbringer en ødelæggende pest som stort set udrydder marsboerne inden den rigtige kolonisering kommer i gang.

Opbygningen af det nye samfund på Mars fylder det meste af bogen. Det er et anliggende for den amerikanske middelklasse, der hurtigt overfører sine værdier til den nye verden, hvor der også køres lange strækninger på motorvejen, og hvor alt i det hele taget er overraskende nemt, også når det gælder forsyninger med mad og brændstof, ligesom der er en brugbar atmosfære. Denne del fungerer bedst i udvalgte kapitler. Det er interessant at følge en gruppe præster, der møder nogle marsboere, der stort set er overgået til en åndelig tilstand og sætter deres tro på prøve. I et andet kapitel er vi tilbage på Jorden, hvor hele den sorte befolkning i en lille by i Alabama pakker deres ting sammen og rejser til Mars, mens de hvide uforstående og bittert kan se, at deres billige arbejdskraft forsvinder. Det er en skarp kommentar til de amerikanske raceforhold inden borgerrettighedsbevægelsen for alvor var kommet i gang.

I sidste del er verdenskrigen på jorden brudt ud. Bradburys tanke er, at det får menneskene på Mars til at vende hjem af loyalitet og medfølelse med de efterladte, men den logik har jeg svært ved at følge. Tværtimod ville en større flygtningestrøm til Mars og et mere desperat behov for at opbygge et nyt samfund der være en mere logisk konsekvens. Igen findes de mest interessante ideer i enkelte kapitler. Fremstillingen af et fuldautomatisk hus’ død længe efter, at beboerne er reduceret til skygger på husmuren af en atomeksplosion, gør truslen om atomkrig vedkommende på samme måde som Nevil Shutes På stranden senere gjorde det.

The Martian Chronicles var et interessant bekendtskab med masser af originale tanker og kritisk bid til samtiden, men det er overraskende, at det har været så svært at tænke sig ud over 1950’ernes middelklasseværdier og kønsrollemønstre. Det er åbenbart nemmere at forestille sig rumrejser og marsboere med telepatiske evner.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s