Jane Austen: Persuasion

Et overraskende mesterværk

Dette er min fjerde bog af Jane Austen, så jeg synes efterhånden jeg kender hendes stil og hendes tematikker. Derfor var det også en særlig oplevelse at læse Persuasion, for den bragte noget nyt til min oplevelse af forfatterskabet.

Anne Elliott er en typisk Austen-heltinde. Hendes mor er død som ung, så hun er vokset op med sin far og sine to søstre, mens moderens veninde, Lady Russell, har været deres nabo og påtaget sig at hjælpe med døtrenes opdragelse, så pigerne kunne vokse op og blive forstandige og attraktive på ægteskabsmarkedet. Lillesøster Mary er allerede blevet gift, mens storesøster Elizabeth er så kræsen og optaget af sit klassetilhørsforhold, at hun måske aldrig bliver det. Anne har været tæt på. Otte år tidligere var hun på nippet til at gifte sig med kaptajn Wentworth, men Russell overtalte hende til at droppe ham i håb om at finde noget bedre.

I mellemtiden er familien faldet fra tinderne. Faderen, sir Walther sidder på bogens første sider og læser om sig selv i en adelshåndbog. Han har aldrig nægtet sig selv noget, der efterhans opfattelse passede sig til en af hans tand, men til gengæld har han forsømt sit gods så meget, at det kniber med indtægterne. Situationen er faktisk så beklemt, at godset må lejes ud til en admiral Croft, der har tjent godt på kapervirksomhed under Napoleonskrigene. Faderen og Elizabeth flytter til Bath, hvor den sociale dam er så lille, at de er sikre på at være øverst i fødekæden, mens Anne, der stadig ikke har fundet noget bedre på kærlighedsfronten, tager på besøg hos Mary og hendes mand Charles Musgrove.

Anne Elliott har den forstand og den renfærdighed, der så typisk for Austens hovedpersoner. Hun ser igennem de andres forlorne fornemhed, men har selv perfekte manerer. Hun er intelligent og læser bøger, men hun er også praktisk og handlingsorienteret, når der er behov for det. Hun kan virke så korrekt og så afbalanceret, man kan frygte for, at hun aldrig finder den lidenskabelige kærlighed, hun har fortjent. Nu er chancen, der imidlertid igen. Kaptajn Wentworth er i familie med admiral Crofts søster, så de møder snart hinanden igen hos familien Musgrove. Anne synes først, at det er forfærdeligt pinligt at møde ham, men inden længe mærker hun også gamle følelser og lidenskaber blusse op igen. Han virker imidlertid mere opgave af Charles Musgroves to søstre Henrietta og Louisa, der begge er unge, smukke og Annes gode veninder.

Eller er han? Hvad betyder det, når han kaster et blik på Anne? Er det godt eller dårligt, at det er hende der kigges til som den, der ved hvad der skal gøres, når tingene spidser til?

Nå, de fleste kan sikker godt regne ud, hvordan den historie ender. Det interessante er, hvordan vi kommer dertil, og det er her jeg oplevede, at Persuasion viste nye veje. Austen har altid et skarpt blik for hyklerne i overklassen, der taler om dannelse og gode manerer, selvom de i virkeligheden bare ser ned på andre mennesker. Den kritiske tilgang er mere eksplicit her, og hun rykker den helt ind i centrum af historien. Annes familie er dybest set arrogante og usympatiske. Sir Walther ser konsekvent ned på de mænd, der har kæmpet for England i krigene og skabt værdi ved at tjene deres egne penge.

Endnu mere slående er, at Anne skiller sig også ud ved selv at tage initiativet over for Wentworth. Det sker selvfølgelig inden for respektabilitetens rammer – hun er bestemt ikke som Lydia i Pride and Prejudice – men hun ved ikke, hvor hun står, da hun kommer så tæt på et åbent frieri, som hun kan. Det betyder også, at vi som læsere får lov til at forelske os og længes sammen med hende, og det klæder romanen.

Austen skriver fantastisk og sammen med hendes menneskekendskab giver det en solid bund under alle hendes romaner. I hendes bedste bøger løftes det yderligere af humor og indlevelse personer, der lever i men samtidig hæver sig op over de snævre spilleregler i deres på en gang privilegerede og kontrollerende miljø. Det lykkes til fulde i Persuasion, som er en vidunderlig roman.