Anmeldelser · Europæiske perler · Klassikerhjørnet

Jane Austen: Pride and Prejudice

Klassisk kærlighedsroman er ypperlig kunst

I år er det 200 år siden Jane Austens mest kendte roman udkom. Det mærker man ikke, for personerne er universelt genkendelige, og den vidunderlige dialog er skrevet, så enhver fan af postmoderne ironi kan spejle sig i den.´

Pride and Prejudice

Elizabeth Bennet er den næstældste af fem giftefærdige søstre. Hendes far er velhavende, men ikke rig, og de engelske arveregler betyder, at familien vil stå uden midler, hvis han dør. I det tilfælde vil hele formuen gå til nærmeste mandlige slægtning. Det er den helt igennem forfærdelige Mr. Collins, som kun tænker på at snobbe opad og mele sin egen kage. I den situation er en mand med solid indkomst vejen til både lykke og forsørgelse. (Og han skal selvfølgelig også helst være højere på den sociale rangstige og på solid afstand af handel, industri og andet der lugter af gemene pengesager.)

Da den unge, enlige Mr. Bingley flytter ind på det nærliggende landsted, går jagten ind. Mrs. Bennett er besat af tanken om at få døtrene gift, men desværre er hun også udannet og uforskammet. Det er Elizabeth og storesøsteren Jane ikke. De er fornuftige og velopdragne, og Elizabeth også livlig og udadvendt. Hun er intelligent og lynhurtig i replikken.

Det får Bingleys ven Mr. Darcy at føle mere end én gang. Da hun først møder ham, giver han indtryk af at være en hoven og selvoptaget mand, der føler sig alt for god til det usle selskab omkring ham. Han er kort sagt fyldt med både stolthed og fordom, men historien viser snart, at det er han ikke ene om. Skal hun måske ikke også overvinde sine fordomme, før hun kan se ham i det rette lys?

Jane Austen
Jane Austen på alder med Elizabeth

Og er der ikke, når alt kommer til alt, noget om hans vurdering af hendes familie? Moderen er decideret ubehøvlet og de yngre søstre flirter hæmningsløs. Selv faderen, som Elizabeth har et tættere forhold til, er problematisk. Han har trukket sig tilbage fra familien, og hans største fornøjelse er at more sig over moderens uforstandighed. Som læser forstår man ham godt, men det er ikke just et forbillede for ægteskabeligt samliv, og hans manglende vilje til at forlade sine bøger og deltage aktivt i familielivet efterlader pigerne uden hjælp og vejledning.

Hvorfor appellerer Pride and Prejudice stadig til kvinder, selvom vi nu lever i en tid med ligestilling, skilsmisser og seriel monogami? (Altså ud over det med at Austen som alle store kunstnere skildrer almen-menneskelige forhold på tidløs måde.) Jeg tror det hænger sammen med, at Elizabeth og Darcy er et moderne par. Hun lader sig ikke kue af hans penge eller hans mandighed. Og han falder ikke for et kønt ansigt, men for hendes personlighed og fordi hun giver ham modspil. De er ligeværdige partnere, uanset at han også er helten på den hvide hest, der redder familien fra skandale.

Til sidst et eksempel på den knivskarpe dialog, her mellem Mrs og Mr Bennet:
”Mr Bennet, how can you abuse your own children in such a way! You take delight in vexing me. You have no compassion on my poor nerves.”
“You mistake me, my dear. I have a high respect for your nerves. They are my old friends. I have heard you mention them with consideration these twenty years at least.” (s. 6)

Det er svært at skrive noget om Pride and Prejudice, som ikke allerede er skrevet klogere og bedre andre steder. Til gengæld kan alle læsere stadig nyde romanen og glæde sig over sprog, karakterskildring og en smuk kærlighedshistorie, som om Jane Austen lige havde rejst sig fra sin bærbære efter sidste korrektur. Det er et mesterværk, som er til at gå til.

5

Advertisements

One thought on “Jane Austen: Pride and Prejudice

  1. Pingback: Mest om bøger

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s