Anmeldelser · Europæiske perler

John Banville: Bevisernes bog

Privilegeret hvid mand har ondt af sig selv

Frederick Montgomory er på anklagebænken, og romanen er hans forsvarstale (eller mere præcist: hans tilståelse / forsvarsskrift, for det er svært at forestille sig, at en dommer skulle lade ham plapre løs på den måde). Det står tidligt klart, at Freddie, som hans venner kalder ham, er skyldig, og da man midt i bogen finder ud af, hvad han egentlig har gjort, er man allerede grundigt træt af ham. Jeg var i hvert fald.

John Banville: Bevisernes bog - forside

Fortælleren har været på ferie på en ø i Middelhavet med konen Daphne og deres søn. Da pengene er ved at slippe op, overtaler han en tilfældig bekendt til at låne ham nogle flere. Freddie kan selvfølgelig ikke betale dem tilbage, og han bliver hevet ind til en meget ubehagelig bagmand, der truer hans familie. Freddie har ageret, som om han var med i en B-film, og den stil kører han videre. I stedet for at finde en løsning på stedet rejser han hjem til Irland for at skaffe penge til at købe familien fri af kniben.

Tingene udvikler sig hurtigt fra slemt til værre. Han opsøger sin mor på det lille gods, hun har arvet efter faderens død, men der er ikke megen hjælp at hente. Formuen er væk, godset er i forfald, og moderen, der har haft et slagtilfælde i de ti år, hvor Freddie ikke har gidet at ringe eller besøge hende, har måske/måske ikke et forhold til den unge kvinde, der hjælper hende at opdrætte ponyer.

Freddie drager videre til familien Behrens, der har købt familiens malerisamling. Måske håber han på at klemme penge ud af dem, men det kan også være, at han bare gerne vil se datteren Anna, som han har kendt siden barndommen og mødt igen i Californien. Noget godt kommer der i hvert fald ikke ud af det, og da han kaster sig ud i endnu et B-filmsplot i form af et kunstrøveri går tingene helt galt.

Jeg har sjældent mødt en romanfigur, som jeg brød mig mindre om en Freddie. Man kan argumentere for, at han er et eksempel på et medialiseret mennesker, altså en person, der kun kan opfatte sin omverden gennem de billeder og narrativer, som han har samlet op i film og røverhistorier, men det er at gøre for meget stads ud af ham. Freddie Montgomory er bare blottet for empati, og selvom han gør alle de mennesker – og særligt alle de kvinder – han møder fortræd, så synes han først og fremmest, at det er synd for ham selv.

”Der hvilede en sløv søndagsstemning over bygningen, og der lugtede som på en kostskole. Jeg må tilstå, at jeg havde regnet med, at hele stationen ville stå på den anden ende for at tage imod mig, at kontorister og sekretærer og betjente i skjorteærmer og seler ville myldre frem i dørene for at se mig, men der var næsten ikke en sjæl, og de få, der kom forbi, gad knap se på mig, og jeg kunne ikke undgå at føle mig en smule fortørnet.” (s. 180)

Mens jeg læste romanen, fik jeg en uimodståelig trang til at råbe, at hovedpersonen skulle klappe i og tage sig sammen. En bog skal være ret godt konstrueret for at irritere mig så meget, men på den anden side læser jeg jo ikke bøger for at føle lede ved livet og mine medmennesker. Jeg er i hvert fald ret sikker på, at jeg ikke behøver at læse de to næste bøger i trilogien om Freddie.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s