Naja Marie Aidt: har døden taget noget fra dig så giv det tilbage

Voldsomt vidnesbyrd om den største smerte

Der er tab, der er så store og urimelige, at de ikke er til forstå. Sådan et tab var Naja Marie Aidt ude for i marts 2015, da hendes søn Carl døde. Han var en glad og dygtig ung mand, der drømte om at blive klipper på filmskolen, da et eksperiment med euforiserende svampe gik frygteligt galt. I et tilfælde af psykose kastede han sig ud fra sin lejlighed i København og døde dagen efter af sine kvæstelser.

Da ulykken sker, er Aidt hjemme på besøg fra hjemmet i New York. Det er en dejlig lørdag aften med hendes ældste søn og hans gravide kæreste. Alt er godt – lige til telefonen ringer længe efter, at det er god stil at ringe. Sådan et tidspunkt, hvor man enten har aftalt, at nogen skal hentes eller nyheder, der er så voldsomme, at de ikke kan vente til næste dag. Denne passage er med kursiv, fylder kun fem linjer og slutter med den ringende telefon, og den spirende bekymring. Det er en tekst Aidt citerer og skriver videre på i bogens ”nutidsspor”, der langsomt folder tragedien ud, som om den kun kan fortælles i små bidder, og som slutter med Carls begravelse og plantning af fire æbletræer til minde om ham.

Bogens andet spor består af tilbageblik på Carls liv. Aidt citerer fra sine dagbøger om både glæder og bekymringer, hun fortæller om navnets etymologi og mindes de stunder, hvor lige netop de to var alene. (Aidt har fire børn, så det var ikke så tit, at hun var alene med ham.)

Det tredje spor består af citater fra andre forfattere, der har oplevet dødsfald og store tab. Aidt fortæller, at hun mister kontakten med sproget efter ulykken, og hun finder det først igen, da hun begynder at læse andre i samme situation. Der er Gilgamesh’ der i ren fortvivlelse nægter at begrave sin ven, før liget er ved at gå i forrådnelse. Der er Stephane Mallarmé, der skriver helt fragmentarisk og fortvivlet over tabet af sin datter.

”Har døden taget noget fra så giv det tilbage” er en voldsom bog at læse. Der er ingen reflekteret afstand til det skete, men alene en smerte, der er så rå og intens, at den skærer i hjertet. Det følelsesmæssige kaos viser sig helt ud i det grafiske udtryk, hvor bogen springer mellem forskellige fonte, så man mærker den opløsning af jeg’et, som Aidt tydeligvis har været ude for.