Kim Leine: Rød mand / sort mand

Katastrofal kolonisering

Grønland har spillet en central rolle i Kim Leines forfatterskab. Det var der, han rejste hen som misbrugende sygeplejerske i den selvbiografiske debut Kalak, og Profeterne i Evighedsfjorden, som han vandt Nordisk Råds Litteraturpris for i 2013 udspillede sig også i de små grønlandske samfund. Rød mand / sort mand betegnes som en efterfølger til bogen om profeterne, hvilket er logisk nok, selvom den foregår over 100 år tidligere. Begge romaner tager livtag med den danske kolonisering af øen mod nord og grønlændernes modstand mod at blive gjort til noget andet.

Hans Egede drog til Grønland i 1721 for at finde de gamle nordboer, der endnu ikke havde modtaget reformationens lys, men stadig måtte henslæbe tilværelsen med papismens fejltagelser. Nordboere fandt han ingen af. I stedet fandt han inuitter, som han gav til at missionere for. Syv år efter besluttede Frederik den Fjerde, at missionen skulle suppleres med en egentlig koloni, og det er her romanen tager sin begyndelse.

Skibe blev udrustet, en guvernør og en militærstyrke udpeget, og for at sikre kolonien den nødvendige arbejdskraft blev der arrangeret bunkebryllup for tugthusfanger og prostituerede. Sejladsen der op går rimeligt, men derefter tager katastrofen hurtigt fart. Forsyningerne er utilstrækkelige, og det er de færreste af kolonisterne der overlever den første vinter, hvor skørbug og dysenteri gør indhug i de tvangsgifte. Kun Johan og Sise holder ud, fordi de flytter ud i et traditionelt tørvehus. Skildringerne er grusomme, og for tidligere læsere af Leine kommer det næppe som nogen overraskelse, at kropsvæskerne flyder rigeligt, eller at beskrivelserne er frastødende.

De to mænd i titlen refererer til Hans Egede (den sorte mand i sin præstekjole) og den grønlandske åndemaner Aappaluttoq. Hans kone er død i 1724, hvorefter Egede-familien tog hans søn i pleje og reddede ham fra en alt for tidlig død. Da faderen kom for at hente sønnen, nægtede de at udlevere ham. I stedet fik han navnet Frederik Christian (og det hånlige tilnavn dobbeltkongen), for han skulle være den første kristne grønlænder og Hans Egedes hjælper i missionsarbejdet. Egedes egne børn får et par på kassen, hvis de gør noget galt – især Niels, der går mere op i jagt og handel end i katekismer – men med Frederik Christian er det noget andet. Aappaluttoq giver imidlertid ikke op, og til Egedes fortrydelse bliver han ved med at dukke op på hans missionsture og i kolonien.

Egede ser åndemaneren som sin største modstander, og Leine gør dem til symboler på de to kulturer, der kæmper om drengens og hele landets sjæl. Men de er ikke bare modstandere, de er også tæt forbundne, og mens Egede missionerer med vranten irritation finder Aappaluttoq vej til kvindernes hjerter og senge. Ingen forbliver uberørte af mødet med Grønland.

Vinteren 1728-29 er kolonisternes katastrofe, 1733 bliver grønlændernes. Da årets skib fra København lægger til, har de en grønlandsk dreng med tilbage. Det viser sig, at han har kopper, og kort efter spreder sygdommen sig som en steppebrand blandt grønlænderne, der ikke har nogen immunitet. To år senere dør Egedes hustru, og da han drager hjem er der ingen garanti for missionens eller koloniseringens succes.

Ordene storslået og episk bruges i flæng om romaner, der er historiske, lange eller begge dele, men når det gælder Rød mand / sort mand, er de velvalgte. Vi introduceres for et væld af mere eller mindre groteske figurer, og selvom livet nok ikke har formet sig som i romanen – Egedes hustru Gertrud Rasch har f.eks. fået en meget fremtrædende rolle, som der ikke nødvendigvis er belæg for – så formår han at bringe Danmark og Grønland i 1700-tallet til live. Undervejs skiftes synsvinkel mange gange, og det er ikke alle fortællere, Leine formår at give et troværdigt udtryk men samlet set er romanen en imponerende bedrift.