Juli Zeh: Udkanten

Ubehagelige mennesker i provinsen

De sidste tyve år er der kommet et væld af danske romaner, der udspiller sig i den danske provins, og hvor der tidligere var en tendens til, at provinsen blev idylliseret, så fremstilles den nu – som Erik Skyum-Nielsen har beskrevet det – oftere som et farligt sted fyldt med vold, overgreb og intriger. Jeg kom til at tænke på det, da jeg læste Udkanten af Juli Zeh. Her er vi ude i den østtyske provins, hvor der vitterligt ikke er meget at grine af.

Udkanten er en kollektivroman, hvor de korte kapitler på skift tager udgangspunkt i en hovedpersonerne. Det er en broget flok, der støder ind i hinanden i landsbyen Unterleuten i den søvnige del af Brandenburg. Der er sociologen Gerhard Fließ, der er flygtet fra universitetet i Berlin med sin unge kone Jule for at arbejde i det lokale naturreservat. Der er Jule, som først var vild med livet på landet, men som nu lider af en alvorlig fødselsdepression og angst for naboen Bodo Schaller, der brænder bildæk af i skellet. Schaller er selv ved at komme sig over en frygtelig motorcykelulykke, og han er langsomt ved at stable sig på benene som mekaniker med ufine tricks oppe i ærmet.

Udefra er også kommet den unge, überambitiøse Linda Franzen. Hun er besat af selvhjælpsbøger og af at skabe plads til sin elskede hest Bergamotte, der stadig står hjemme i Oldenburg. Hendes mand Frederik ser i gennem fingre med hendes projekter, mens han selv giver den som hyggeonkel i det succesfulde computerspilsfirma, som hans lillebror og en af deres venner har stiftet. (Deres store gennembrud var spillet Traktoria, der tilsyneladende minder en del om HayDay.)

Der er selvfølgelig også landsbyens gamle garde. Der er Gambrowski, der oplevede at familiens gods blev kollektiviseret som dreng, og som svor at få jorden tilbage igen. I kollektivet arbejdede han sig op, og efter murens fald lykkedes det ham manøvrere både egen og andres jord over i et nyt økologisk landbrugsselskab. Modpolen er Kron, der er kommunistisk veteran og sammen med en flok allierede drømmer sig tilbage til DDR-tiden. Lige siden har Kron og Gambrowski kæmpet om magten i byen, og selvom det ikke har været kønt at se på, så har Unterleuten fundet en skrøbelig balance, så livet kan gå videre.

Det ændrer sig den dag, der bliver indkaldt til borgermøde. Det viser sig at handle om vindmøller. Som en del af den grønne omstilling i Tyskland skal der opstilles vindmøller, hvor det er muligt – og det er det i Unterleuten. Fuglefolkene er selvfølgelig imod, men beslutningen er reelt allerede truffet. Møllerne kommer – spørgsmålet er bare hvor de skal stå. For kommunens indtægter er det lige meget, men det er det ikke for borgerne. Langtidsudlejning af jord til møllerne kan sikre den heldige ejer en behagelig pension, og der er flere mulige placeringer. De er bare ikke store nok, så interessen samler sig hurtigt om de par hektar i midten, som de stridende parter har brug for.

Kampen udløser det værste i byens borgere, og de fleste af dem var ikke synderligt sympatiske i forvejen. Det er bogens styrke – en nuanceret magtkamp mellem forskellige klaner er jo udmærket underholdning – men det er også bogens svaghed. Jeg blev i hvert fald træt af, at alle hovedpersonerne enten er dybt usympatiske eller som minimum psykisk ustabile. Zeh skriver godt, og skildringen af de dybe og langt fra lægte sår efter fyrre års kommunisme er interessante – det blev bare lidt for meget, at der stort set ikke var en person i bogen, der var til at holde af.

Har man lyst, kan man dykke ned i Unterleuten på internettet, hvor der bl.a. er hjemmeside for romanen/landsbyen, fuglebeskyttelsesforbundet (med Gerhard som formand) og kroen. Det er da gennemført!