Anmeldelser · Fra den vide verden · Klassikerhjørnet

Gilgamesh, oversat af Sophus Helle og Morten Søndergaard

Sprællevende litteratur med 3000 år på bagen

Gilgamesh betegnes ofte, som det ældste kendte litterære værk, men det er i bedste fald en tilsnigelse. Som Sophus Helle skriver i det interessante efterord, så kendes der digte og fortællinger af endnu ældre dato. Og hvad der er endnu vigtigere: værket henviser selv til forgangne tider, og der er ligesom i de homeriske fortællinger et klart billede af en allerede overstået heroisk fortid. Når det er sagt, så er Gilgamesh et værk med mange år på bagen. Den standardbabylonske udgave, som lægger til grund for denne udgave, blev komponeret omkring 1100 f.v.t.

Gilgamesh - forside

Værket er opkaldt efter sin hovedperson, der bogstaveligt talt er larger than life. Gilgamesh er 2/3 gud og en 1/3 menneske, og så har han med sine fem meter i højden en monstrøs fysik. Han er konge i hjembyen Uruk, hvor hans rastløse energi er ved at rive det hele fra hinanden.

”Han var uden lige, når våbnene blev trukket,
hans venner stod klar til boldspil omkring hans bat.
Han gjorde Uruks ungdom frygtelig nedtrykt, uheldsvangert.
Gilgamesh lod ingen ung mand vende hjem til far.

Dag og nat hærgede han ubarmhjertig omkring,
Kong Gilgamesh, lederen af det talløse folk.
Sådan var han hyrde for Fårefolden Uruk!
Gilgamesh lod ingen datter vende hjem til mor.” (s. 17)

Sådan kunne det ikke blive ved med at gå. Borgerne beder til guderne om at få Gilamesh’ hærgen til at stoppe, og derfor skaber de Enkidu, der vokser op som vildmand blandt dyrene og selv har enorme kræfter. Heldigvis kan forførersken Shamhat omvende ham til det civiliserede liv med sin elskov, og da hans krop også er blevet barberet, glemmer han sin dyriske natur og er klar til at måle sig med Gilgamesh.

De to genkender hurtigt hinanden som ligemænd og beslutter at drage ud for at skabe sig et navn gennem store gerninger. I første omgang beslutter de at nedlægge det mystiske væsen Humbaba, der hersker over cedertræsskoven i det, der i dag er Libanon. Det bliver en monumental kamp, som Gilgamesh selvfølgelig vinder, hvorefter de fælder en stor del af skoven og slæber tømmeret med hjem til Uruk, hvor det skal bruges til imponerende døre i templet.

Så store bedrifter bemærkes også af guderne, der ikke er lige begejstrede. De beslutter, at Gilgamesh skal leve videre, mens vennen Enkidu skal dø. Fortællingens anden del handler om hans død, og Gilgamesh store sorg over ham. Hver dag græder han over liget, og først da maddiker begynder at falde ud af Enkidus næse, bliver han begravet. Maddiken er en detalje, der med sit tydelige vidnesbyrd om konkret kropsligt forfald skaber kontrast til den højstemte lovsang. Gilgamesh’ bånd til Enkidu er langt stærkere end til nogen kvinde, og hans voldsomme sorg minder om Akilleus’ sorg over Patrokles’ død i Illiaden.

I sidste del drager Gilgamesh ud på det ultimative eventyr: Han vil finde gudernes bolig og kræve udødelighed af dem, men det er forgæves. Hans menneskelighed dømmer ham til i sidste ende at dø, og fortællingen slutter, hvor den begyndte. Gilgamesh er tilbage i Uruk, hvor han betragter byens skønhed og storhed.

Bogen er fremragende oversat, og det er helt sikkert med til at forklare, hvorfor den er så let at læse. Filologen Sophus Helle har forståelsen for betydningerne på akkadisk, mens digteren Morten Søndergaard har en klar fornemmelse for hvilke ord og billeder, der får teksten til at løfte sig på dansk. Men den er selvfølgelig også til at læse, fordi det ikke er svært at genkende Gilgamesh’ menneskelighed. Hans ungdommelige energi, hans trang til at bevise sit værd, hans møde med død og tab, ja selv det at træde ind i en verden, der allerede er fuld af fortællinger og efterladenskaber fra fortidens strukturer, er så almen menneskelig, at det er nemt at identificere sig med.

Gilgamesh er ikke et komplet værk. Der kommer hele tiden nye afsnit til, efterhånden som de mange millioner lertavle-skår bliver sat sammen og tydet, og der er stadig lakuner, som oversætterne har valgt at lade stå åbne. Nogle sider er næsten tomme, andre steder mangler nogle få halve linjer, men det meste er her, og det er en fantastisk historie.

En kommentar til “Gilgamesh, oversat af Sophus Helle og Morten Søndergaard

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s