Francois Sagan: Bonjour Tristesse

Voksenlivets forbandelser

Sagan vakte skandale, da hun som bare 18-årig udgav sin debutroman i 1954. Den var fyldt med grænseoverskridende seksualitet og en ungdom, der selvbevidst trådte ind på scenen og nægtede at danse efter forældregenerationens pibe. Den er også en mesterlig fortælling om triumfen, smerten og uskyldstabet ved at blive voksen – noget der slet ikke blev fanget i titlen på den første danske oversættelse, ”Farlig sommerleg”. Det er derfor et godt valg, at den nye oversættelse ved Lilian Munk Rösing og Birte Dahlgreen holder fast i den franske titel.

Cécile er 17 år gammel. Hun er vendt tilbage fra kostskole og bor nu sammen med sin far og hans skiftende elskerinder. Det liv passer hende fint. Hun får lov til at følge med på hans byture, og selvom mange af hans venner er halvkiksede skørtejægere, så er der et kærligt forhold mellem dem. Om det er et sundt far-datter forhold kan afgjort diskuteres, og bag overfladen lurer tabet af den afdøde mor.

Da det bliver sommer tager de sydpå til Rivieraen sammen med den seneste af faderens elskerinder, Elsa. De blander sig ikke i hinandens affærer, så hende kommer Cécile det fint ud af det med. Men efter et par uger dukker moderens gamle veninde Anne Larsen op. Hun er nærmest det modsatte af en trofækæreste: Hun har sin egen karriere, dannelse og er på alder med faderen. Men hun er også smuk og i længden uimodståelig for faderen, så en morgen kan stuepigen konstatere, at der igen er flyttet rundt på værelsesfordelingen.

Cécile kan godt se brutaliteten i den manøvre, men det er først da Anne begynder at sætte grænser, tale fremtid og insistere på lektielæsning, kort sagt da hun begynder at optræde som den moder Cécile mangler, at hun modsætter sig forholdet og giver sig til at bekæmpe det. Hun kan kun se én vej frem: at friste faderens skørtejægertilbøjeligheder over evne, og til det formål indgår hun en tvivlsom alliance med den forsmåede Elsa og naboens søn Cyril, som er forelsket i hende.

”Jeg var meget bange for at komme til at dødkede mig; jeg frygtede uden tvivl hendes indflydelse mindre efter at min kærlighed til Cyril var blevet virkelig og fysisk. Det havde befriet mig for megen frygt. Men jeg frygtede kedsomheden, roen mere end alt. For at bevare den indre ro havde min far og jeg brug for en ydre uro. Og det ville Anne aldrig kunne tillade.” (s. 156)

Historien fortælles af den lidt ældre men stadig unge Cécile, og tonen er melankolsk, præget af sommerens tragiske afslutning, hvor Cécile endelig konfronteres med konsekvenserne af sine manipulationer. Det seksuelle og det moralske uskyldstab følges ad: Bonjour tristesse!

Romanen er kort, men den er en perfekt forløsning af sit emne. Sagan skriver, så man kan se Cécile og hendes dekadente far for sig. Det samme gælder Elsas sårbarhed og Annes coolness, og det er nemt at følge Céciles tankegang, selvom det hurtigt står klart, at intrigerne ikke kan ende godt. Og så skader det jo ikke at designet på Gyldendals Skalaserie er lige i øjet.