Jeph Loeb og Tim Sale: Daredevil: Gul

Tilbage til rødderne

Loeb og Sale er berømte for deres gendigtninger af klassiske superhelte. For Marvel har de f.eks. genfortolket Hulk og Captain America i den såkaldte farveserie. Daredevil: Gul, der udkom i 2001, er den første, jeg har læst, og det er er en genfortælling af, hvordan den blinde Matt Murdoch bliver ”Manden uden frygt”, Hell’s Kitchens beskytter.

Matt er den blinde men geniale søn af bokseren Jack Murdoch, der ofrer sig selv og sin krop for at skabe en bedre fremtid for ham. Jack har for længst passeret sidste udløbsdato, men han er kommet i stald hos en ny manager med det tvivlsomme tilnavn Fikseren, hvor han vinder kamp efter kamp. Det er tydeligt for Matt, og sikkert også for Jack, at det ikke er sket på helt regulær vis, men da tiden endelig kommer, hvor JACK skal gå ned i en kamp, nægter han alligevel at spille med.

Han vinder men sætter samtidig scenen for sin egen død og Matts lange kamp for retfærdighed – og hævn. En af styrkerne ved bogen er dens tydelige understregning af, at opgøret med Fikseren og hans håndlanger også var personlig hævn for Matt Murdoch. Han helmer faktisk først, da han skal overvære henrettelsen og trods alt ikke kan få sig selv til at håne manden i stolen, selvom han havde planlagt det.

Historien fortælles som et brev til Karen Paige, der er død længe efter historiens afslutning, og venskabet med Foggy Nelson og den håbløse kærlighedstrekant med deres første sekretær, er bogens andet spor. For mig har fascinationen ved Daredevil / Dæmonen altid været, at han kæmpede for retfærdighed både inden for og uden for lovens rammer. Murdochs indsats i retssalen er nedprioriteret her, så der næsten udelukkende fokuseres på den personlige dynamik på kontoret.

Det er en skam, men kærlighedshistorien træder til gengæld fint frem, selvom det i denne udgave er svært at se, hvad Foggy bygger sit håb på. Den bygger bro fra det oprindelige tab af faderen, til det senere tab af kvinden, og den understreger den begyndende splittelse mellem Matt Murdoch og Daredevil – for hvem af dem er det egentligt, at Karen er mest forelsket i?

For kendere af Daredevil er der som sagt ikke meget nyt at hente, så det afgørende spørgsmål er, hvor godt historien bliver fortalt. Tonen er som sagt melankolsk, tempoet er afdæmpet og Tim Sales tegnestil passer godt til historien. Der er dynamiske kampscener, men ofte hviler han ved enkelte udtryk og øjeblikke: Bokseren der sammenbidt går frem til den afgørende konfrontation, angsten hos den forfulgte forbryder, den splittede følelse på Karens ansigt. Kombineret med smuk farvelægning giver det et udtryksfuldt resultat.

Albummet er en fin genfortælling af en af de klassiske Marvel-helte. Jeg følte mig godt underholdt undervejs, og der var som sagt også nuancer, hvor albummet gav nye indsigter i karaktererne. Alligevel savnede jeg et eller andet. Lidt mere originalitet, lidt skarpere historie, personerne lidt mere ud af deres vante roller.