Anmeldelser · Europæiske perler · Klassikerhjørnet

Fjodor Dostojevskij: Idioten

Uskyldens umulighed

Dostojevskijs romaner cirkler om tilværelsens store spørgsmål, mens hans hovedpersoner vakler på grænsen mellem vanvid og selviscenesættelse. Det er fascinerende studier i det at være menneske. Sådan er det også med Idioten. Mens Forbrydelse og straf undersøger et menneske, der bevidst overskrider samfundets grundlæggende normer, så udforsker Idioten om et menneske kan leve uden at gøre sig skyldig.

Fjodor Dostojevskij: Idioten - forside

Leo Mysjkin er af gammel fyrsteslægt, men han er også fattig som en kirkerotte, da han vender hjem til Skt Petersborg efter fem år i Schweiz, hvor han har været i behandling for epilepsi. Alligevel er han aldeles ubekymret, og hans naivitet vækker forundring hos alle. I byen opsøger han familien Jepantjin, som han langt ude er beslægtet med. Faderen er general og embedsmand med en vis indflydelse, mens hans kone er et livsstykke af en kvinder, der nok er dannet men også siger sin mening og lader sig styre af sine følelser. Sammen har de tre giftefærdige døtre, og dermed masser af bejlere i huset og endnu flere bekymringer.

Men der er også et mere umiddelbart problem: Generalen har forelsket sig i Natasja Fillipovna, som hans ven Totskij har holdt som elskerinde i provinsen. Nu er hun kommet til byen, hvor hun vækker lige dele forargelse hos det bedre borgerskabs kvinder og lidenskab hos dets mænd. Den rige Rogosjin er på grænsen til vanvid forelsket i hende, men bliver holdt på pinebænken. I det hele taget nægter Natasja at lade sig udskamme og spiller mændene ud mod hinanden. Det hele kulminerer ved et aftenselskab, hvor hun nærmest sætter sig selv på auktion. Mysjkin ser lige igennem hendes facade og forargelsen omkring hende. For ham er hun smuk og uskyldig, og da han på helt usandsynlig vis arver en formue kunne historien slutte her.

Det gør den ikke – tværtimod. Natasja er så ødelagt, at hun er ude af stand til at binde sig, og da Mysjkin vender tilbage efter et halvt år i Moskva, bliver intrigerne kun mere indviklede. Han følger efter familien Jepantjin til feriebyen Pavlovsk, hvor han indlogerer sig hos småsvindleren Lebedev. Han kommer i kontakt med den fordrukne general Ivolgin og hans familie, med den revolutionære ex-løjtnant Keller og den vrantne men tuberkuløse student Hippolyt. Mere end nogen anden fascineres han af general Jepantjins yngste datter Aglaja, der er i åbent oprør mod sine forældre.

Gennem det hele bevarer Mysjkin sin naivitet, der adskiller sig fra folk omkring ham. Mange er ude efter hans penge, men Mysjkin nægter alligevel at dømme sine medmennesker. Han leder altid efter en måde at hjælpe andre og tænker det bedste om alle, selv når der åbenlyst ikke er grund til det. Til sidst må han indse, at det ikke er muligt at gå gennem tilværelsen uden at gøre nogen fortræd.

Dostojevskijs stil er forunderlig. Han blander ubesværet filosofi og banale intriger, men først og fremmest er hans persontegning forrygende. Idioten er proppet med usandsynlige personer, der alligevel fremstilles så sammensatte og menneskelige, at de bliver troværdige. Det skyldes ikke mindst hans replikker. Dostojevskij lader sine personer hidse sig op, gå i stå og fremstå forvirrede på randen af vanvid. Det er fascinerende.

 

En kommentar til “Fjodor Dostojevskij: Idioten

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s