Anmeldelser · Billeder med ord - ord med billeder

Henrik Rehr (red): Knivsæg. Genfortællinger om besættelsen

Vellykket antologi om besættelsen

Jeg overvejede om overskriften skulle være ”overraskende vellykket” for bogen fungerer langt bedre, end jeg havde forventet. I anledning af 70-året for befrielsen i 2015 samlede Fahrenheit og Henrik Rehr stort set alt, hvad der kan krybe og gå i den danske tegneserieverden for at markere jubilæet. Resultatet er blevet 44 små historier, og sådan en bog er jo i akut risiko for at komme til at stritte i alle mulige retninger. Men den fungerer altså, og det er i sig selv et lille mirakel.

Knivsæg. Fortællinger om besættelsen - forside

Der er flere grunde til, men den vigtigste er nok, at der netop er tale om ”genfortællinger” om besættelsen. Forfatterne tager udgangspunkt i, at de er børn eller børnebørn af de mennesker, der boede i Danmark under krigen, og der er ingen forsøg på at skrive den store fortælling om besættelsen. (Her er Danmark besat fortsat det bedste bud i serieform.) I stedet får vi en stribe små historier, der har levet videre i steders eller familiers erindring. Ofte er historierne meget personlige, fordi det er erindringer som er blevet overleveret i forfatternes egne familier.

Det betyder også, at der på ingen måde er en fælles tematik i historierne, og det er med til at gøre Knivsæg til en bedre bog. Havde der f.eks. været et entydigt fokus på modstandsbevægelsen, ville historierne uundgåeligt være blevet fyldt med gentagelser, men her tegner de tilsammen et nuanceret billede af et hverdagsliv, som var anderledes end fredstidens hverdag.

Historikere har for længst påvist, at det kun var en meget lille del af danskerne, der var aktive modstandsfolk før de sidste par måneder af krigen, og i store dele af landet så man ikke meget til besættelsesmagten. Alligevel var alle påvirket af undtagelsestilstanden, og alle familier havde deres lille hjørne af besættelsen at forholde sig til. Mange af historierne handler om møder med tyskere, som var ganske udramatiske, men som alligevel har fyldt meget i folks erindringer, fordi det aldrig var til at vide, hvor voldsomt det kunne ende.

Den eneste gruppe, der for alvor mangler, er landsvigerne. Der er et par historier fra grænselandet og en dement bedstemor, der pludselig afslører, at hun havde haft en affære med en tysk officer, men det er undtagelser. Som det lakonisk bemærkes i slutningen af Henrik Rehrs fine lille historie ”Maskinpistol under frakken”, hvor hans bedstemødre fortæller om deres oplevelser: ”Der var aldrig nogle, som kendte nogen, der havde været med i Frikorps Danmark.”

Historierne er bundet sammen af en fælles tematik, mens det ikke overraskende er sværere at se en fælles linje i tegningerne. Det giver mere mening at se dem som en præsentation af den store talentmasse, der i den danske tegneserieverden i øjeblikket. Enkeltes stil irriterede mig, men langt de fleste historier var vellykkede glimt af kunstnere, der har eller er i gang med at udleve deres evner i selvstændige projekter.

Skriv en kommentar