Kærlighed i konventionernes tid
Sense and Sensibility (Fornuft og følelse) var Austens første roman, og selvom den regnes for et af hendes mindre vellykkede værker, så er det stadig et fascinerende studie af overklassens normer i starten af 1800-tallet. Efter faderens død og en nedladende behandling fra deres bror og svigerinde, bor de to søstre, Elinor og Marianne Dashwood, alene med deres mor. De er knap tyve og altså – ifølge tidens normer – gifteklare.
Søstrene symboliserer to forskellige måder at leve livet på. Marianne er i sine følelsers vold, optaget af musik og poesi, og hun ser verden i et romantisk lys. Overvejelser om familiens økonomiske muligheder ligger hende fjernt, og da den smukke unge Willoughby redder hende fra regnvejr og en forstuvet ankel, bliver hun voldsomt forelsket. Han er entusiastisk, lever det gode liv og minder hende på mange måder om hende selv. Så voldsom er kærligheden, at hun trods tidens normer intet forsøg gør på at skjule den.
Elinor er derimod fornuftens stemme. Hun bistår moderen med økonomi, hun iagttager hele tiden verden fra en lidt tilbagetrukket position, og hun er en mester i selskabslivets stille diplomati, hvor grænsen mellem høflighed og tomhed er hårfin. Elinor er forelsket i Edward Ferrars, der er en genert og helt igennem ubehjælpsom kavaler. Kun med den mest fintfølende seismograf kan hun fornemme hans interesse, og som læser spørger man uvilkårligt sig selv, om en sådan kærlighed kan blive meget mere end et ægteskab præget af respekt og ordentlighed.
Konventionerne står i vejen for begge søstrenes kærlighed. Et ægteskab kan være båret af romantisk kærlighed, men en sikker indkomst og social respektabilitet er mindst lige så vigtig. De kvinder, der holder Willoughbys og Edwards finansielle fremtid i deres hænder, har andre planer for dem, og da søstrene rejser til London med den snakkesaglige Mrs Jennings bliver de snart en del af et kompliceret socialt spil, hvor det er ualmindeligt vanskeligt at gennemskue, hvad der egentlig foregår.
Det er nemt at læse romanen som et forsvar for fornuftens overlegenhed over for følelsen. Elinor er bogens egentlige hovedperson, og hun slår sig ikke nær så meget på tilværelsen som Marianne, men ser man nærmere efter, er tingene mere komplicerede. Styres man kun af sine følelser, ja så risikerer man enten at ende som en egoist i sine lysters vold eller at blive udnyttet af verdens charlataner, men bliver fornuft til kynisk maksimering af egennytte, så er det lige så moralsk angribeligt. Og selvom høflighed er en dyd, har man så ikke en pligt til at advare andre, når de står over for en farefuld vej? Selvom Elinor foragter sladder, så er hun helt afhængig af den for at give forstanden noget at arbejde med.
Arbejde fylder nærmest ingenting hos tidens overklasse, der først og fremmest skal have tiden til at gå på en respektabel måde. Kernen i tilværelsen er socialt samvær i form af besøg, udflugter og aftenarrangementer, hvor mennesker lærer hinanden at kende, og hvor læseren lærer personerne at kende gennem dialogen. Austen skrev mesterlige dialoger, hvor man både mærker Mariannes passion og Elinors velovervejede tilbageholdenhed. Men man ser også de andre personer for sig, og der er kant, når Austen med få ord kritiserer hykleri.
Mest om bøger 