William Shakespeare: Tvillingerne

Forvekslingskomedie uden bid

Tvillingerne – på engelsk The Comedy of Errors – er Shakespeares korteste skuespil og bestemt ikke et af hans mest kendte. Det forstår jeg godt, for hans opdatering af en af Plautus’ komedie er mest af alt en forvekslingshistorie uden skarpt optegnede karakterer.

Den danske titel tager udgangspunkt i personlisten. Egeon fra Syrakus er blevet far til et sæt tvillinger, der begge hedder Antipholus, og han har samtidig købt et andet sæt en-æggede tvillinger, der begge hedder Dromio, som deres personlige slaver eller tjenere. Uheldigvis er familien blevet splittet af en storm på havet, og de to købmænd og deres tjenere ved ikke, at der i henholdsvis Syrakus og Efesos lever et par som dem selv.

Stykket åbner med, at Antipholus fra Syrakus og hans tjener ankommer til Efesos. De to byer er i bitter strid, så det er ikke uden fare, at de kommer for at handle, og planen er da også, at de skal hurtigt af sted igen. Desværre bliver de rodet ind i en serie af forvekslinger med den lokale Antipholus og hans tjener Dromio. Shakespeare sørger omhyggeligt for, at der kun er én herre og én tjener på scenen af gangen, så publikum kan more sig over, at den ene tjener straffes for ikke at have opfyldt sin herres ønsker, fordi de blev givet til den anden osv. Efter mange forviklinger bliver sagen omsider opklaret og familien genforenet.

Sproget er selvfølgelig elegant, og man kan sige, at historien underliggende handler om, hvor ulykkeligt det er, at familier splittes og i videre forstand, hvor meningsløst det er, at byer, som i bund og grund minder om hinanden, går i krig. Først og fremmest er det nu en småkedelig komedie, som fik mig til at trække på smilebåndet et par gange undervejs, men som ellers ikke sagde mig så meget.