Historien om den første rockerkrig
I efterkrigstiden voksede motorcykelklubber frem som et nyt fænomen i Danmark. De var inspireret af amerikanske forbilleder, hvor krigsveteraner skabte nye maskuline fællesskaber. Selvom hippierne på mange måder var deres diamentrale modsætninger, så havde de oprøret mod etablerede normer og borgerlig pænhed som et fællestræk. I 1970’erne læste drenge billige og romantiserende bøger om bl.a. Hells Angels og kørte rundt sammen på deres knallerter. Det blev tidligt set som udtryk for sociale problemer, men det var i konfrontationen mellem Hells Angels og Bullshit, at motorcykelklubber for alvor blev til rockere, organiseret kriminalitet og mord.
Camilla Stockmann og Janus Køster-Rasmussens bog handler om Bullshit, der voksede ud af Nøragersmindebanden på Vestamager i sidste halvdel af 1970’erne. Det var et område med massive sociale problemer, og mange af medlemmerne havde stort set været overladt til sig selv under opvæksten – hvis de da ikke lige mærkede forældrenes opmærksomhed i form af tørre tæsk. Tårnby Kommune var opmærksom på problemerne og havde etableret en ungdomsklub på den gamle gård Nøragersminde. Her var der knallertværksted og socialt samvær, men det var altså ikke nok til at forhindre, at en del af de unge gled i retning af bandeliv og kriminalitet.
Den sociale baggrund er vigtig for at forstå bandernes opståen, og forfatterne trækker på dem i bogen, men fortællingen er ikke bygget op om dem. I stedet er omdrejningspunktet en række centrale personer og nøglebegivenheder, der binder Bullshits tiårige historie sammen. Den vigtigste person er Henning Norbert Knudsen, kaldet Makrel, som vi først møder på Jyderup Efterskole. Forældrene havde ikke kunnet styre ham, så kommunen havde anbragt ham der. Han var kvik nok, men han var også en ballademager, og det blev ikke bedre af, at han tilbragte weekenderne i København med druk og fester, fordi han ikke havde noget at vende hjem til.
Makrel bliver smidt ud og ender på Vesterbro, hvor han kommer med i motorcykelklubben Filthy Few. På de tidspunkt er miljøet ved at ændre sig. Grupperne bliver mere kriminelle, og en almindelige forståelse af at hver passer sit afløses af territorialkampe. Nomad MC beslutter f.eks. at etablere sig på Amager, hvor de søger at sætte sig igennem over Nøragerminderødderne. Det slutter, da de unge mænd slår igen med et mislykket raid mod Nomads klubhus. Resultatet er rocker-krigens første dødsfald.
Derfra bliver det kun værre. Nomad og et par andre grupper går sammen i Unionen og har allerede blikket rettet mod Hells Angels’ internationale organisation, mens drengene fra Vestamager finder sammen med Filthy Few i Bullshit. Rygmærket – der forestillede sig en tyr på toilet med ondt i maven – havde en vis selvironi, og selvom klubben på et tidspunkt satte sig på en del af hashmarkedet på Christiania, så kom de aldrig til at kontrollere det. De helt store penge gik stadig til bagmændene. Som kriminelle forblev Bullshit amatører, og heller ikke krigen var klubben villig til at drive krigen lige så langt som modparten. De kunne og ville ikke mobilisere den samme hensynsløshed.
Efter sammenslutningen til Bullshit blev Makrel vicepræsident og siden præsident, fordi han holdt fast i, at klubben skulle blive ved med at være en motorcykelklub. Det er en af bogens bærende pointer, at Makrel i virkeligheden var en ret almindelig fyr. Både politi og pædagoger konstaterede, at han var til at tale med, og da han senere optrådte i TV og aviser viste han sig som en tænksom ung mand.
Bogens undertitel er ”Fortællingen om en familie”, og den familie var Hennings og Pias. Hun var vokset op i familie, der var velhavende nok, men hvor faderen var en simpel tyran, der holdt alle i skak med tæsk og psykisk terror. Henning slog også, men kun når Pia havde ”fortjent” det – klubben VAR et parallelsamfund med machokultur, slagsmål og en anden moral – og da de var blevet gift og flyttet ind i et parcelhus på Amager kunne det minde om en helt almindelig familie. Den illusion bryder endeligt sammen med Jønkes likvidering af Makrel, der bliver meget ned med en maskinpistol i sin bil foran deres hus. Det er bogens logiske klimaks, ligesom det blev begyndelsen til enden for klubben.
Bogen betegnes som en journalistisk fortælling, men den er så fermt bygget op, at jeg mange steder læste den som en spændingsroman. Forfatterne formår, som Peter Øvig Knudsen når han er bedst, at kombinere research og fortælletalent til en vedkommende og indsigtsfuld skildring af et miljø og en tid, der både er tæt på og meget langt væk.
Mest om bøger 