Anmeldelser · Politik og samfund

R.A.W. Rhodes & Paul ’t Hart (eds): The Oxford Handbook of Political Leadership

Håndbog viser styrker og svagheder i forskningsfelt

Gennem de seneste årtier er interessen for offentlig ledelse vokset voldsomt, men det er en interesse, der primært har rettet sig mod de ansatte ledere og i mindre grad mod den politiske ledelse. Denne mangel er der heldigvis ved at blive lavet om på, og selvom udgangspunktet ofte er negativt (embedsmændene har taget magten!) så arbejdes der også med mere positive variationer af politisk lederskab. I Danmark kan man f.eks. pege på De sidste sande amatører som et interessant bud på kommunalt lederskab, og internationalt ses den samme tendens. Selvom de fleste studier fortsat er den endeløse række af biografier, så åbnes der hele tiden nye veje til at blive kloge på politisk ledelse.

The Oxford Handbook of Political Leadership - forside

Det giver god mening at se Oxfords håndbog som et godt overblik over den aktuelle forskningssituation. I 46 kapitler giver en lang række forskere deres bud på, hvor feltet og dets mange underdiscipliner står lige nu. I første del fokuseres på traditioner og discipliner fra teorier om demokratisk ledelse over offentlig administration til psykoanalytiske teorier om lederskab. Anden del fokuserer på forskellige teorier og analysestrategier mens tredje del fokuserer på politisk ledelse i praksis. Derefter skifter fokus i del fire til den udøvende magts rolle i vesten – især studier af amerikanske præsidenter og premierministre i Westminster-systemer – inden der ses nærmere på politisk ledelse på subnationalt og internationalt niveau. Et studie af ledelse uden for den vestlige kulturkreds bliver mere overfladisk, selvom der er interessante perspektiver i overvejelserne om politisk ledelse i post-kommunistiske lande. Med den aktuelle udvikling i Polen og Ungarn er der tydeligvis behov for yderligere studier på dette felt.

Når man ser på tværs af kapitlerne bliver en række tendenser tydelige. For det første er der et stærk fokus på USA, hvor feltet er mest udviklet, men der er også et voldsomt fokus på de amerikanske præsidenter. I det hele taget ses politisk lederskab i langt de fleste kapitler meget snævert, for der fokuseres næsten udelukkende på de højeste embeder. Ministre i regeringer drøftes stort set kun som begrænsninger på premierministres magt og ikke som udøvere af politisk ledelse i egen ret. Lovgivende forsamlinger, delstater, regioner og kommuner får også så lidt opmærksomhed, at det svært ikke at sidde tilbage med indtrykket af, at studiet af politisk ledelse fortsat handler mest om studiet af de store ledere. Det på trods af, at der er en tydelig ambition om både teoretisk og praktisk at komme forbi enkeltstudierne.

For det andet er der en tvetydighed i feltets tolkning af politisk ledelse. På den ene side er det et selvfølgeligt demokratisk ideal, at magten skal ligge hos politikerne og dermed også at den politiske ledelse skal kunne gøre en synlig forskel for de samfund, de står i spidsen for. På den anden side er der også en betydelig skepsis over for politisk ledelse. Der er en undertone af, at magt korrumperer og derfor er der også en væsentlig risiko ved at flytte for meget indflydelse fra institutioner til enkeltpersoner. Tvetydigheden ses tydeligst i behandlingen af Webers begreb om karismatisk ledelse. Churchill, Roosevelt og Gandi var karismatiske ledere, der formåede at skabe opbakning til deres visioner. Men det samme kan siges om Hitler, Stalin og en række andre af historiens værste bødler. Tidens store bekymring for populisme afspejler den samme ambivalens.

For det tredje er studiet af politisk ledelse stort set ligeglad med ideer, ideologi og hvad det hele egentlig skal gøre godt for. Det er måske at tage konklusionen for langt, for gennem bogen er det en implicit antagelse af demokratiet som den bedste styreform, og at god politisk ledelse respekterer og arbejder inden for demokratiets rammer. På den anden side er det påfaldende, at der ingen kapitler er om de store idehistoriske retninger, som det politiske udøves ovenpå. Der er intet om liberalisme, hverken i forhold til økonomisk teori eller personlig frihed. Der er intet om konservatisme. Der er intet om socialisme, kommunisme og nationalisme. Resultatet er, at bogen ufrivilligt fremmaner et billede af, at politisk ledelse dybest set handler om at erobre og fastholde magten og slet ikke om, hvad man vil bruge den til. Man kan spørge sig selv om, om det så overhovedet er en undersøgelse af POLITISK ledelse.

Trods de nævnte forbehold, så er der tale om en nyttig håndbog. De fleste artikler er velskrevne, og det er egentlig ikke et problem, at de mange forfattere også betyder mange gentagelser. Tværtimod er gentagelserne indirekte med til at pege på centrale teorier værker, og det bliver muligt at se de overordnede tendenser, som jeg har peget på ovenfor. Giver man sig selv i kast med de enkelte artikler vil man også se, at der under de overordnede tendenser gemme sig mange nuancer og begavede analyser af politisk lederskab.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s