Hulk på psykiaterens briks
Loeb og Sale har i en lille serie genfortolket nogle af Marvels ikoniske helte. Det gør de ved at gendigte deres oprindelseshistorie og prøve at finde ind til dens psykologiske kerne og demonstrere en dybde i historien, som måske ikke var så tydelig i de oprindelige serier med deres fokus på action og kvikke bemærkninger. I Daredevil: Gul træder Matt Murdochs hævnmotiv tydeligt frem, og i Hulk: Gray er det den komplicerede kærlighedshistorie mellem Betty Ross og Bruce Banner / Hulk, der er det centrale omdrejningspunkt.
Rammen om historien er en natlig samtale mellem Bruce Banner og psykiateren / gammahelten Leonard Samson. Mens regnen vælter ned, fortæller han, hvordan han i sekunderne før den første gammabombeeksplosion ræsede ud i testområdet for at redde en ung knægt på afveje. Det lykkes – men Bruces krop gennemlyses af gammastråler, og selvom lægen ikke kan få øje på nogen skader, så ved han, at noget er forandret.
En ophidselse senere er den stærkeste af alle født. En grå Hulk, der fra starten er fåmælt og opfyldt af had til den hær, som han aldrig har mødt. Han er også forelsket i Betty Ross, som han heller ikke har mødt. Men det er nu ikke så mærkeligt, for sandheden er jo, at selvom Hulk hader Banner og Banner hader Hulk, så er de én og samme person.
Hulk opsøger Betty, der sørger over Banner, som hun tror er død, og selvfølgelig bliver rædselsslagen. Hulk prøver at erklære sin kærlighed – også her er han mere en handlingens mand end sit alter ego – men inden de kan nå at tale ordentligt sammen er hæren på nakken af ham. Moralen er selvfølgelig, at Hulk tvinges til at opføre sig som det monster, han bliver set som. I virkeligheden er monsteret general Ross, der fra første sekund er villig til at ofre alt for at få ram på sin modstander. Som natten skrider frem bliver Banner nødt til at se i øjnene, at det ikke er så mærkeligt, at Betty har elsket ham, for hun er jo vokset op med sin psykotiske far.
Sales tegninger er både nostalgiske og voldsomme. Hulk fremstår som et Frankensteins monster med enorme muskler, skæve lemmer, vilde øjenbryn og tænder, der ser ud til at være kastet ind i munden på ham med en skovl. Hulk ser større og stærkere ud i Sal Buscemas klassiske streg, men han har aldrig set så plaget og dyster ud.
Billedsiden er flot, og historien er egentlig også velfortalt, men jeg var alligevel ikke overbevist. Den reflekterende dialog mellem Samson og Banner trækker dynamikken ud af fortællingen, og forsøget på at give en psykologisk genfortolkning af Betty Ross blev lidt søgt.
Mest om bøger 